Stærk start for Valdemar Eriksen på Monza
Valdemar Eriksen kørte i weekenden sit første løb i GT World Challenge Europe på Monza i Italien, og i et felt på 42 biler lykkedes det ham sammen med sine to medkørere Frank Bird og Ryuichiro Tomita at køre Team WRT’s Audi R8 LMS GT3 til en generel ottendeplads og en fjerdeplads i Silver Cup.
Frank Bird startede løbet i bilen og lå konstant med i toppen af Silver Cuppen, da regnen satte ind. Teamet kaldte hurtigt bilen i pit for at skifte til regndæk, men et større uheld udløste en full course yellow, som teamet tabte stort på, så man røg til den bageste ende af feltet.
Valdemar Eriksen overtog bilen i meget vanskelige betingelser med intens regn, lav sigtbarhed og meget trafik, men efter en stærk og stabil præstation med gode omgangstider i skiftende vejrforhold kunne han en time senere aflevere bilen til Ryuichiro Tomita på en generel tiendeplads. Ved det ternede flag en time senere havde denne fået bilen yderligere to pladser frem i feltet.
”Jeg var selvfølgelig forberedt på at skulle i bilen til stint 2, men regnen kom fuldstændig uventet, og der var virkelige kaotiske forhold,” siger Valdemar Eriksen. ”Jeg forsøgte bare at fokusere på opgaven og holde bilen på det sorte! Jeg skulle lige vænne mig til forholdende, men efter dét, gik det supergodt med mange overhalinger og tæt ræs.”
”Det gik godt med alt det tekniske, pitstops, safety car og restart-procedurer, og selvom det også gik rigtigt godt på banen, mangler jeg stadig at lære meget. Det er altså nogle erfarne gutter i dette felt. Men den udfordring glæder jeg mig til, for det her var virkelig fedt, selvom det var en vild ilddåb!”
”Jeg havde kun turde drømme om dette her resultat i mit første nogensinde i toppen af international motorsport, men når nu vi havde farten, ærgrer det mig selvfølgelig lidt, at vi var så uheldige med timingen i det første pitstop. Var der ikke kommet full course yellow lige efter vores første stop, havde vi stået på podiet i dag. Det vigtigste for mig er dog, at jeg gjorde det, jeg kunne og skulle, teamet var meget tilfredse med min performance, og så skal vi nok få en ny chance. Jeg har det godt med mine teamkammerater og de er heldigvis rigtig hurtige begge to.”
Tekst: André Eriksen.
Foto: GT World Challenge Europe.