Spændende weekend på Spa
I den sidste weekend af juni stiller Claus Christensen og CC Competition op på Padborg Park for at køre tredje afdeling af det danske Special Saloon Car-mesterskab, og mandskabet med den Tectyl-dekorede Aquila kommer velforberedt. Tidligere på måneden var man nemlig på Spa-Francorchamps for at deltage i en afdeling af Dutch Supercar Championship.
”Selv om jeg måtte udgå af begge løb, så var det faktisk det fedeste løb, jeg nogensinde har haft,” siger Claus Christensen, der endnu ikke har fået smilet tørret af læberne. ”Og det er ikke kun mig, som har haft svært ved at få armene ned. Det har alle andre i teamet også. Vi fik god hjælp fra APP, som lånte os en af deres mekanikere, og alle mine faste folk knoklede til langt ud på de små timer for at få bilen klar til løbene.”
Weekenden på Spa-Francorchamps bød nemlig på mange udfordringer for CC Competition. Under træningen stoppede racerbilen således accelerationen, da den havde nået 270 km/t, og i de to heats løb man ind i dels varme-, dels gearkasseproblemer.
”Vi har en mistanke om, at det var ECU’en – den elektroniske styring – som skabte problemer, og det skal vi have løst inden det kommende løb på Padborg Park,” siger Claus Christensen. Han havde dog to gode løb på den belgiske Formel 1-bane, inden problemerne satte ind.
”Det første heat startede jeg som nummer 25 på grund af problemerne under træningen, og efter 30 minutter lå jeg syver, selv om jeg stadig ikke kunne give fuld gas på langsiden,” fortæller Claus Christensen, som hele tiden holdt et vågent øje med temperaturnålen, som bevægede sig hastigt opad. ”Jeg havde fået at vide, at hvis jeg nåede op på 103 eller 104 grader, skulle jeg slukke motoren. Da den viste 105, valgte jeg at køre ind, men inden jeg nåede frem til pitten, havde elektronikken selv slået fra.”
Selv om det var skuffende at måtte stoppe før tid, havde CC Competition vist sin styrke. Blot et sekund efter de hurtigste på en syv kilometer lang bane viste, at man var konkurrencedygtige. Varmeproblemet blev løst med en ekstra vandpumpe til andet løb, hvor det også gik fremad.
”Jeg startede som 28er og kørte mig op som syver, men der var nogle biler foran mig, som ikke havde været i pit, så reelt lå jeg til en fjerdeplads,” fortæller Claus Christensen. ”Men da jeg gik ned mod Eau Rouge med 265 km/t, kunne jeg pludselig ikke skifte gear mere. Elektronikken gjorde, at den sad fast i fjerde gear, og selv om jeg godt kunne fortsætte, så var det for farligt at køre med. Det var ærgerligt, for det gik rigtig godt.”
CC Competition.