SOS-pokalen uddelt til Hans Ole Nielsen
Som det fremgår af SOS-pokalens statutter, kan AAS ikke selv vinde den, da det er en pokal, vi selv har indført. Men der er ingen regel uden undtagelse, og den blev taget i brug, da den store pokal skulle uddeles for det bedste løb 2019.
Der var flere, der havde peget på XL-Byg Ryomgård-løbet, som blev kørt den 15. juni 2019, og havde Hans Ole Nielsen som løbsleder.
Her er et uddrag fra en af indstillingerne:
Det var et løb med noget rigtig godt terræn som blev brugt rigtigt. Løbet gik hele tiden fremad, man sad ikke fast og bare kiggede, inden man kunne finde ud af, hvor man var. Når man lavede en fejl, så var der kun en at skyde skylden på, og det var en selv. Det var et helt reelt løb. Når jeg tænker tilbage på 2019-sæsonen, så er det det løb, som jeg husker. Løb som dette er grunden til, at jeg kører bilorienteringsløb. Det var sjovt, og selvom man dummede sig, gik man derfra med smil på læben. Der var styr på resultatberegning, og der var intet at pege fingre ad.
Der var også styr på forplejningen efter løbet, og ret usædvanligt for et O-løb var alle mandskaber stort set i mål på samme tid, og alle kunne dermed spise sammen. Flot planlægning!
SOS-pokalen blev uddelt i forbindelse med AAS’s DM/JFM-løb den 5. september 2020, og Hans Ole var tydeligt stolt over at modtage pokalen.
Bjarne Andersen.