Klubbens sponsorer

Sort sky hænger over Casper Pilgaard

Man kan vist roligt sige at der hænger en sort sky over Casper Pilgaard. Den 19-årige Formel 4-kører fra Ryomgård havde haft masser af modgang i forårssæsonen, men efter en testdag tidligere på måneden havde Casper, der er en del af FSP teamet, fornyet håb på at få en god efterårssæson.

Denne efterårssæson startede på FDM Jyllandsringen i forbindelse med det traditionsrige Grand Prix Danmark. Den store event gjorde også at løbsweekenden strakte sig over tre dage, hvor kvalifikationen blev kørt allerede fredag eftermiddag.

AAS’eren behøvede dog slet ikke de fulde 20 minutter til at sætte sin bedste tid, men satte sin personligt bedste tid efter blot otte omgange på banen. Denne tid gav tredje startposition, så der var smil på læben hos Pilgaard Motorsport fredag aften.

Det er dog først i løbene, at der uddeles point, så der blev holdt fuldt fokus på lørdagens og søndagens tre løb.

I lørdagens første heat blev det til en fin start for Casper Pilgaard. Han forsvarede tredjepladsen ned mod sving 1, men måtte undvige en anden bagfrakommende kører. Det kostede et par placeringer, hvoraf han hurtigt genvandt den ene.

Selvom den unge Pilgaard var meget hurtigere end den forankørende, havde denne dog så spidse albuer, at det var for risikabelt at foretage en overhaling. Der skulle jo helst gerne point på kontoen, og en fjerdeplads var bedre end en udgået. Med få minutter tilbage af løbet, kom der Safety Car på banen, og her havde en kører, der var en omgang bagude, sneget sig ind mellem den hvide og røde Mygale Renault Formel 4 racer med nummer 5 på bagvingen, og det skulle vise sig at få en stor indflydelse på løbsresultatet. Da løbet blev frigivet igen, tøvede denne kører nemlig så meget, at Casper Pilgaard i stedet for at accelerere måtte op på bremsen. Da Casper Pilgaard passerede målflaget, var han i 4. position – men dommerne mente, at han burde været blevet helt bagved den forankørende under genstarten af løbet og valgte så at give ham en 20 sekunders tidsstraf, hvilket sendte ham helt tilbage på en ærgerlig ottendeplads.

Der var dog ikke meget tid til at gå og surmule over det, da løb 2 skulle køres blot halvanden timer senere. Casper Pilgaard fik en helt forrygende start på heatet og var allerede oppe på femtepladsen efter første omgang, og avancerede yderligere en plads omgangen efter. Herfra gentog historien fra heat 1 sig næsten som en tro kopi, blot med en anden konkurrent, hvad angår de spidse albuer.

Efter heat 1’s magre pointhøst var der fuldt fokus på at køre de sikre point hjem – og efter 15 omgange lykkedes det til fulde, og yderligere 12 point blev føjet til kontoen.

Så var der næsten 24 timer til løb 3 skulle køres, og modsat de tre første kørsler på banen silede regnen ned over FDM Jyllandsringen. Der var absolut ingen tvivl om, at der skulle regndæk på bilerne.

Med 10 unge racerkørere blæsende ned mod sving 1 og meget nedsat sigtbarhed skulle der være fuld koncentration fra alle kørerne for at holde bilerne på banen. Uheldigvis spandt manden på tredjepladsen, og da Casper Pilgaard på fjerdepladsen forsøgte at undvige, blev han i stedet ramt hårdt bagi af en anden kører og blev katapulteret ud i sandkassen.

Løbsledelsen valgte at stoppe løbet for at få bilerne ryddet af banen – og når det sker, får man ikke lov til at blive løftet tilbage på banen, og genoptage løbet. Så heat 3 varede kun to sving for FSP køreren.

Så ikke blot vejrmæssigt, men også metaforisk hang der en stor sort sky over Casper Pilgaards weekend.

Det eneste positive fra weekenden var at han avancerede en enkelt placering i DIF Danmarksmesterskabet, så han nu indtager 5. pladsen.

Med tre weekender tilbage af sæsonen vender heldet forhåbentlig allerede om halvanden uge, når den femte afdeling af Formel 4-mesterskabet skal køres på Padborg Park den 2. september. Det bliver noget af en omvæltning, da man går fra et tredages Grand Prix Danmark til et etdags Night Race event. Der bliver også mulighed for at se bilerne i tusmørket, da heat 3 efter den foreløbige tidsplan skal køres klokken 20.15.

Tekst: Pilgaard Motorsport.

Foto: JJ Media.