Sejr til nyt AAS-medlem
Tre af Aarhus Automobil Sports medlemmer var i påsken draget til det vestjyske for at deltage i Lemvig og Omegns Motor Sports traditionsrige klubrally, Mads Kjærs Mindeløb, og det blev et godt arrangement for specielt en af dem.
Rene Jensen Odderup, som er et af klubbens nye medlemmer, scorede nemlig trods en enkelt væltet kegle en ni sekunders sejr i klasse 4 for deltagere med rallybiler på klassede dæk op til 1.600 cm3. I alt ni mandskaber var til start i denne klasse.
I klasse 5 for rallybiler på frie dæk op til 1.600 cm3 var Henrik Møller-Nielsen/Malene Møller-Nielsen til start i familiens RMCH-bil, og de blev blandt ni startende hold noteret for en femteplads.