Så startede O-sæsonen
Kjellerup og Omegns Motorklub havde mandag den 19. marts inviteret til sæsonpremieren i bilorienteringsløb i det jyske. Det var egentlig meningen, at vi skulle have startet ud med første afdeling af Den Jyske Femkantturnering i BOAS den 4. marts, men problemer med at få en polititilladelse til løbet indebar, at BOAS blev nødt til at aflyse/udsætte løbet.
Michael og Jens Døssing fra KOM havde dog formået at få polititilladelsen i hus til Søgaard Racing-løbet i den samme politikreds.
Løbet startede fra Søgaard Racing og Biludstyr i Grauballe, hvor der inden start blev disket op med hjemmebag og kaffe. Michael og Jens havde lavet et løb med en passende sværhedsgrad, og der var flotte 20 mandskaber til start. Fra AAS var der tre mandskaber på startlisten. Hans Jakobsen og Hans Jørgen Andersen blev nummer to i B-klassen. Samme placering klarede Renée og Hans Ole Nielsen i A-klassen. Bernd Thrysøe og undertegnede kom fint fra start i både DJF turneringen og klubmesterskabet med en sejr i M-klassen. Under løbet blev vi ellers noget rundbarberet i Silkeborgs industrikvarter, hvor vi efter at have fundet en kontraordre ikke lige havde fanget, at vi skulle forsætte i samme rubrik og ikke i næste. Efter at have øvet os i 15 minutter, hvor mange af de andre deltagere susede forbi os, fandt vi dog ud af, hvad der var galt og kom videre på ruten. Ved mål viste det sig, at vi havde kørt rent på skiltene, så vi kunne godt leve med de 20 minutter, som vi havde brugt for meget, da vores konkurrenter alle havde smidt skilte.
Ved samlingsstedet i klubhuset i Vinderup var der udover kaffe og franskbrødsmadder også kagemænd og flødeboller, da Niels Peder Rolighed Nielsen havde valgt at tilbringe noget af sin 60 års fødselsdag med O-løb, og dele af hans familie overraskede ham med kagemænd og flødeboller til alle ved mål. Samme Niels Peder fik endnu en gave, da han vandt C-klassen sammen med sin bror Troels L. R. Nielsen.
Bjarne Andersen.