Peter Bentsen 50 år
Fredag den 1. marts runder vores formand et skarpt hjørne, når han fylder 50 år. Peter Bentsen kan næsten samtidig fejre en lille rundt jubilæum, for han har været medlem siden den 11. april 1993.
Peter startede sin karriere i AAS med deltagelse i et O-Prøveløb. I de første par år blev det til en hel del starter i O-løb med makkeren Kim Ole Larsen, og mandskabet blev i det første år klubmestre i D-klassen. I 1995 var de rykket op i O3-klassen og vandt det år både det jyske mesterskab, østjysk mesterskab og klubmesterskabet. Peter deltog fra 1996 til 1999 i NM i bilorienteringsløb sammen med Henrik Møller-Nielsen, og det var et samarbejde, han gik op i med liv og sjæl.
”Det var, mens Peter kørte med mig, at han anskaffede sig sportsbriller – vel og mærke til at køre orienteringsløb med,” husker Henrik Møller-Nielsen. ”Jeg har altid sat pris på at køre med ham, for vi kørte næsten altid over evne, altså rigtig stærkt. Og når vi så ramte noget, fløj de briller rundt i bilen. En gang ramte de mig i hovedet efter at have ramt instrumentbordet og min siderude…”
”En gang i Norge ramte vi en stub, der resulterede i en bøjet bærearm, så hjulet var helt inde under bilen. Vi humpede frem til en lukket tankstation, hvor vi ved hjælp af en søjle, der holdt taget og lidt reb fik bærearmen nogenlunde på plads. Dagen efter var vi ude ved en hugger for at skaffe en ny, men han havde lukket. Her viste Peter sine evner som vagtmand, for mens jeg afmonterede en bærearm fra en skrottet Subaru, holdt han et vågent øje efter schæferhunden.”
”Og så er der lige den om Subaruen, der gik ild i – så meget at to sodavand ikke rigtig rakte til at slukke. Peter blev sendt af sted efter vand … i en øde del af Sverige … og ganske kort tid efter, at ilden var slukket, kom en stor svedende revisor ’løbende’ med to vandkander fyldt med vand. Hvordan det lykkedes Peter at finde mennesker og vand ved jeg ikke, men jeg tror, det var godt, at ilden blev slukket lidt, før han kom, ellers tror jeg at det var blevet et flot bål…”
Det var ikke kun i O-sporten, at Peter Bentsen har været aktiv. Næsten parallelt hermed gik han også i gang med en rallykarriere, hvor han har siddet i højresædet ved siden af bl.a. Kaj Jacobsen og Jesper Jacobsen, hvor sidstnævnte var en af hans mest faste chauffører. Det blev bl.a. også til en start i Rally Condroz i 2000 sammen med Finn Kristensen. Og at Peter Bentsen som navigatør ikke var manden, der dyssede sin chauffør ned, vidner den dårlige ryg, som han har døjet med efter en afkørsel.
Peter Bentsen har været – og er stadig – meget aktiv på det organisatoriske område, hvor han har været løbsleder for både klubrallyer og DM-rallyer, ligesom han er official på FDM Jyllandsringen og fast kørerkontakt i DM-serien.
Peter Bentsen kom i bestyrelsen for AAS i 1996 og blev samme år formand for klubbens O-udvalg. I 2001 blev Peter formand for klubbens rallyudvalg, og i 2004 blev han næstformand og afløste Jens Munkholm på formandsposten i 2009. Siden da har han stået i spidsen for klubben på sin egen saglige og seriøse måde. Gennem årene er det også blevet til flere poster i DASU-regi – så det er en alsidig motorsportsmand både på det organisatoriske og sportslige plan, der runder et skarpt hjørne. AAS kipper med flaget og ønsker Peter hjerteligt tillykke med dagen.
Tekst: Bjarne Andersen, Morten Alstrup
Foto: Jesper Skjødt, arkiv.