Nummer 39 før ’De lange knives nat’
Natten mellem tirsdag og onsdag gælder det så afslutningen på Rallye Monte-Carlo Historique – det, der i historiebøgerne går under navnet ’De lange knives nat.’ Der er tale om blot to specialetaper, men da de foregår dels i buldermørke, dels på det tidspunkt, hvor vi andre vil gå i seng efter en god lang dag, så er de kendt for at kunne ændre på klassementet i løbet.
Her er Henrik Møller-Nielsen og hans makker Bent Mikkelsen aktuelt på en 39. plads i generalklassementet.
”Specialetape 10, 11 og 12 er blevet gennemført, og vi synes, at vi klarede det på niveau med de to sidste i går (læs: mandag),” lyder det fra Henrik Møller-Nielsen, der nu har fået kikket nærmere på det Fairmont Hotel MonteCarlo, hvor han senere skal sove. Og hvor Grand Prix-banen i øvrigt går under.
Men tirsdagen i Rallye Monte-Carlo Historique gav også AAS’eren og hans makker visse udfordringer.
”Før start på ZR12 blev vi advaret om, at der måske ville være modkørende lastbil. … Ham, der advarede os, tog fejl. Der var to,” siger Henrik Møller-Nielsen, som også modtog bekymrede beskeder hjemmefra fra venner og familie, som ikke kunne forstå, at tiderne for den hvide Volkswagen Golf ikke figurerede på live-resultaterne.
”Det viste sig, at vores GPS-tracker valgte at logge på et netværk uden dataforbindelse. Alle tider var gemt i den men de var ikke sendt,” forklarer IBM-manden.
Fotograf: Michael Eisenberg.