Klubbens sponsorer

Nicklas Nielsen vinder Le Mans

Nicklas Nielsen kan nu skrive en af motorsportens mest prestigefulde titler i bogen. Det 24-årige AAS-medlem sikrede sammen med teamkammeraterne Alessio Rovera og Francois Perrodo søndag sin første klassesejr i 24-timersløbet på Le Mans, da han kørte AF Corse-teamets blanke Ferrari 488 GTE over målstregen som en sikker vinder af GTE Am-klassen i den franske klassiker. Sejren kommer blot tre uger efter, at Nicklas Nielsen vandt den generelle sejr i 24-timersløbet på Spa-Francorchamps.

Det var Nicklas Nielsen, som startede løbet fra en 11. plads i det benhårde felt af GTE Am-biler, og allerede en time inde i løbet havde den hurtige dansker kørt holdets Ferrari frem til en føring. Han lagde ud med fire benhårde stints, hvor det første foregik i regnvejr, hvilket krævede et par ekstra formationsomgange, før løbet blev givet frit. Nicklas Nielsen imponerede især med sine fire suveræne nattestints, hvor han præsterede sin hurtigste omgangstid og ikke mindst udvidede forspringet til de nærmeste forfølgere fra Aston Martin til mere end ét minut.

Det blev samlet set til hele ni timer og 47 minutters kørsel og i alt 146 omgange for Nicklas Nielsen, som takket være ligeledes imponerende præstationer af den italienske Le Mans-debutant Alessio Rovera og den efterhånden rutinerede franskmand Francois Perrodo kunne overtage en bil i føring, da han søndag eftermiddag blev kaldt til garagen for at køre de to afsluttende stints.

”Det er så vild en præstation, at jeg ikke helt har forstået det endnu. Vi vandt verdens største motorsportsevent, og vi er ovenud stolte. Der er ingen tvivl om, hvorfor det lykkedes. Vores forberedelser har været helt i top, og vi stillede til start med en bil, som var hurtig og kampklar. Starten var kaotisk med al regnen og de mange afkørsler, men vi fik kæmpet os igennem trafikken, og det var fantastisk, at vi allerede kunne nå en føring så hurtigt i løbet. GTE Am-klassen er benhård med mere end 23 biler og mange vinderfavoritter i år, så det handlede fra start om at komme helt op foran,” lyder det fra Nicklas Nielsen.

”Teamet leverede et fantastisk og effektivt arbejde i pitlane og bag skærmene, hvilket var en stor del af årsagen til, at vi kørte et rent og fejlfrit løb. En enkelt straf, hvor vi måtte gennem pitlane en ekstra gang, fik heldigvis ikke lov til at ødelægge vores løb. Der var, akkurat som sidste år, knald på fra start til slut, og vi fik konstant besked på at give den alt dét, vi kunne. Sprintræs fra start til slut. Der var ikke tid til at være nervøs. Nervøsiteten kom først på den sidste omgang. Jeg har aldrig oplevet så magisk en følelse, som da jeg kørte bilen over stregen. Hele teamet stod på pitvæggen og jublede. Kæmpe tak til Rovera, Perrodo og resten af AF Corse. Det var episk, og jeg er så glad og lykkelig på hele holdets vegne.”

Triumfen i 24-timersløbet på Le Mans er den tredje løbssejr i årets udgave af FIA World Endurance Championship for Nicklas Nielsen, Alessio Rovera og Francois Perrodo, som nu har udvidet føringen i GTE Am-mesterskabet. Og så blev det i øvrigt til dobbelt Ferrari-sejr i årets 24-timersløb på Le Mans. Mens Nielsen, Rovera og Perrodo vandt GTE Am-sejren, sikrede Nielsens teamkammerater i GT World Challenge-serien, Alessandro Pier Guidi og Côme Ledogar nemlig sejren i GTE Pro-klassen sammen med James Callado.

Tekst: Nikolaj Karlshøj.
Foto: Ferrari Media.