Nicklas Nielsen vinder det europæiske Challenge-mesterskab
Med to forrygende sejre sikrede den unge Formula Racing-kører Nicklas Nielsen sig i weekenden mesterskabstitlen i Ferrari Challenge Europe. Det er andet år i træk, det danske team vinder både kører- og teammesterskab i den berømte mærkeserie.
Nicklas Nielsen kan efter en forrygende sæson i Ferrari Challenge for Formula Racing nu kalde sig europamester. Den 21-årige AAS’er debuterede i det prestigefulde mesterskab i 2017, hvor han ryddede bordet til finalen på Mugello-banen, og han blev senere annonceret som en del af Formula Racings 2018-program. Trods man stadig mangler at afvikle årets sæsonfinale har Nicklas Nielsens efter weekendens afdeling i Barcelona sikret sig så mange point, at konkurrenterne i den hurtigste Trofeo Pirelli-klasse ikke kan nå at indhente ham.
”Jeg er så glad, stolt og enormt taknemmelig! Ferrari Challenge er på alle måder en fantastisk serie, både på grund af bilerne, banerne og den benhårde konkurrence. Det er et meget berømt mesterskab, som bliver iagttaget af nogle af motorsportens helt store profiler. At sikre mig mesterskabet har uden tvivl givet mig noget ekstra ballast i min fremtidige karriere. En kæmpe tak til Formula Racing og alle omkring teamet,” lyder det fra Nicklas Nielsen.
Med to pole positions og to løbssejre, som altså blev kørt hjem fra spids på Circuit de Barcelona-Catalunya, kunne weekenden næppe have forløbet bedre for Nicklas Nielsen. For det unge racertalent, som sideløbende med sin deltagelse i årets Ferrari Challenge Europe også har haft succes i kartingserier på internationalt eliteplan har sæsonen handlet om at skabe interesse hos de helt store GT-teams og dermed bane vejen for en karriere i international sportsvognsracing.
”Jeg vil gerne starte med at takke hele teamet for en fuldstændig suveræn indsats. Vi har haft en enestående sæson indtil videre, og det skyldes ikke kun hele holdet af kørere, men også vores mekanikere, vores ingeniører og alle dem, som arbejder omkring teamet for at få det hele til at glide, både ude på banerne og mellem løbsweekenderne,” lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
”Vi spottede et talent i Nicklas, da han satte resten af Pro-feltet på plads i sidste års Challenge-finale. Vi kørte ham ind som en fast del af Formula Racing i årets mesterskab, og han har overgået vores forventninger ved at sikre sig titlen allerede inden sæsonen er ovre. Som med flere af de andre talenter, som vi har taget under vingerne hos Formula Racing, er det vores mål og håb, at Nicklas Nielsen får skabt sig en karriere hos nogle af de helt store etablerede teams.”
Næste udfordring for Nicklas Nielsen viser sig allerede i den kommende weekend, 22.-23. september, hvor den nykårede mester er blevet tilbudt at stille op i en afdeling af International GT Open for Luzich Racing. Nielsen, som skal være medkører i en Ferrari 488 GT3, bliver dermed teamkammerat med Mikkel Mac og skal hjælpe det amerikanske team med at vinde teammesterskabet i den populære GT-serie.
Formula Racing.