Klubbens sponsorer

Nicklas Nielsen i front i tysk Formel 4

Den 20-årige danske motorsportstalent levede op til Ralf Schumacher og alle andres forventninger, da han lørdag hentede to topplaceringer i sæsonens første tyske Formel 4-løb i Oschersleben ved Magdeburg. AAS’eren fik en forrygende sæsonstart med henholdsvis en første- og en andenplads i lørdagens to løb, og en lidt lunken søndag ligger den talentfulde dansker med 45 points nu på en samlet andenplads, blot to point efter Juri Vips.

”Jeg havde en god fornemmelse allerede under de to kvalifikationer, hvor jeg havde næsthurtigste tid til det første løb og startede som etter i det andet. I første løb havde jeg førerpositionen til langt hen i løbet, men blev slået til sidst. I andet løb holdt den helt hjem,” siger en glad Nicklas Nielsen.

”Det var megafedt at få den første sejr i et af lørdagens to løb. Jeg blev toer i det andet løb og var klar over, at jeg ville få det svært søndag. De gode placeringer betød som følge af Reverse Grid-reglerne, at jeg skulle starte som nier i søndagens løb.

”Der blev ikke givet ved dørene på Oschersleben i denne weekend, og jeg var konstant fanget bagved de andre, så det var umuligt at komme forbi.  Jeg holdt dog positionen løbet igennem og sikrede mig to points, så jeg samlet ligger på en andenplads i serien,” siger Nicklas Nielsen.

Den 20-årige dansker udtrykker samtidig sin store begejstring for sit nye team, US Racing med Ralf Schumacher og Gerhard Ungar ved roret. Bilen kører, som den skal, og Nicklas Nielsen er sikker på, at samarbejdet med de to erfarne motorsportsfolk kan udvikle ham endnu mere som racerkører.

”Hele teamet leverede gode præstationer i Oschersleben, og jeg glæder mig allerede til de næste løb om tre uger på Lausitzring,” siger Nicklas Nielsen.

Teddy Gehrke.