Nicklas Nielsen går efter podiet på Nürburgring
I denne weekend deltager Audi-junior Nicklas Nielsen i sæsonens sjette løbsweekend i Formel 4 på legendariske Nürburgring. Sidst han kørte løb her var i Audi TT CUP – hvor han kørte hurtigste tid i træningen.
Nürburgring kender han særdeles godt – efter sidste års test i Formel 4 med US Racing (Gerhard Unger og Ralf Schumacher), der gav Nicklas Nielsen sin første test i en Formel 4, dagen efter han vandt WSK i Karting i Italien. Her overbeviste han stort, hvilket førte til at flere teams kæmpede om hans gunst til denne sæson.
Sidste uge testede det Team Danmark/DASU-støttede stortalent to dage på banen. I sin CarBuddii-sponserede Tatuus F4 fra Neuhauser møder han velforberedt til weekendens løb.
Efter sidste løb på Red Bull Ring oser Nicklas Nielsen af selvtillid, og målet for denne weekend er at komme på podiet, samt at udbygge føringen i rookie-mesterskabet for nye kørere, som han fører.
”Efter sidste løbs resultater på Red Bull Ring ser jeg frem til den kommende weekend på Nürburgring,” siger Nicklas Nielsen. ”Efter de to testdage, som vi havde, har jeg en god fornemmelse forud for weekenden. Farten var god både i vådt og tørt, og der blev testet nogle nye ting på bilen, som så ud til at fungere rigtig godt. Jeg er sikker på vi får endnu en god weekend med topplaceringer.”
Teamchef Hannes Neuhauser tilføjer: ”Efter tre rigtig gode løb på Red Bull Ring for to uger siden er det vores mål at forsøge at gøre det ligeså godt denne weekend og igen komme på podiet. Vores test på Nürburgring har vist, at dette er mulig, hvis alt kører, som det skal. Nicklas fører rookie-mesterskabet, og det er vort mål at beholde denne føring til sæsonen er slut.”
Peter Utoft.