Mike Legarth 60 år
Mandag den 23. marts kan vi sige tillykke til et af klubbens medlemmer, som fylder rundt. Det er Mike Legarth, som bliver 60 år.
Mike Legarth er bogstaveligt talt vokset op med motorsporten. Hans morfar var den navnkundige vognmand Gunnar Henriksen, som var med ved det allerførste løb på Roskilde Ring og vandt flere DM-titler, mens fader Jens Christian Legarth stod bag etableringen af Ring Djursland.
Selv kom Mike Legarth i gang med sporten i en moden alder, hvor han dels kørte standardvogne, dels kørte Formel Ford 2000. I de seneste år har han været aktiv indenfor den historiske bilsport med sin hurtige De Tomaso Pantera.
Mike Legarth har også været en aktiv organisator. Fra 2016 til 2019 var han således direktør for Classic Race Aarhus, hvor han stod i spidsen for at styre organisationen bag racefestivalen, hvor Aarhus Automobil Sport jo har stået for at være sportslig ansvarlig.
Aarhus Automobil Sport ønsker Mike Legarth tillykke med den runde dag.