Klubbens sponsorer

Mie Petersen startede sæsonen i Holland

Efter genetableringen af Steen Andersens og Mie Petersens samarbejde i efteråret 2016 er lysten til at køre rally kun blevet større. Derfor besluttede teamet, at der i 2017 skulle prøves kræfter med en fuld sæson i det hollandske mesterskab. Løbsserien er på i alt syv afdelinger, der byder på flere spændende og udfordrende prøvekilometer samt mere konkurrence med flere større teams end vi er vant til i Danmark.

Weekendens Zuiderzeenrally, som var første afdeling, blev kørt i og omkring Emmeloord. Her ventede der teamet 117 km hastighedsprøve, hvor af de sidste fire prøver skulle køres i mørke.

Prøverne på de hollandske landeveje er meget hurtige med masser af udfordrende sving, hvor linjerne i svingene er meget vigtige, så her er det virkelig nødvendigt, at samarbejdet i bilen fungerer 100 procent.

Teamet tog allerede fra start kampen op mod de store teams ved at sætte syvendehurtigste tid på første prøve. Dagen igennem kørte teamet hurtigt og stabilt. Dette resulterede i en andenplads i klasse R4 for tunede standardbiler samt en generel femteplads.

Næste afdeling køres den 8. april i Barneveld. Her vil mandskabet sætte alt ind for at rykke længere op på resultatlisten.

Mie Petersen.