Klubbens sponsorer

Martin Andersen skal lege med de store drenge – i DTC

Cirka 500 hestekræfter, baghjulstræk og konkurrenter med efternavne som Magnussen og Elgaard. Det er hvad Yokohama Super Cup-mesteren Martin Andersen får som udfordring i den kommende sæson. AAS’eren tager skridtet op og debuterer i dansk motorsports kongeklasse i 2015.

”Der skulle ske et eller andet efter et par gode sæsoner i Super Cup, og DTC ser ud til at få en virkelig fed sæson næste år med en spændende løbskalender og masser af konkurrence,” siger Martin Andersen, som vanen tro løfter projektet i sit eget team, Andersen Motorsport.

2014-Bane-SuperCup-Andersen-02”Vi er gået i gang med at gøre en Camaro klar til sæsonen, og det bliver en sjov udfordring for vores lille team at skulle være med blandt alle de store. Jeg tror at vi kommer til at lære lidt undervejs, men overordnet skal vi nok klare udfordringerne sammen.”

Den 20-årige midtjyde kommer på banen med kørere som Jan Magnussen, Casper Elgaard og en håndfuld af Danmarks kommende racerstjerner. Det skræmmer dog ikke Super Cup-mesteren:

”Jeg kommer ikke til at udfordre de bedste lige i den første løbsweekend, men målet er at vinde rookie-mesterskabet og være blandt de tre bedste i U21-klassen. Kan jeg samtidig holde mig blandt de 10 forreste i den samlede stilling, så tror jeg ikke at man vil høre mig klage!” siger Martin Andersen.

Danish Thundersport Championship lægger fra land på FDM Jyllandsringen den 26. april næste år.

Andersen Motorsport.