Klubbens sponsorer

Mandag aftens RMCH-opdatering

Mandag har generelt set være en god dag med to meget svære prøver og to, der var lidt mere menneskelige.

ZR06 – 25km En del af denne prøve var ZR01 kørt modsat. Her var der stadig meget sne (der faldt lidt i nat) og cirka 1000 meter efter der var sne, lå den første deltager på taget i træerne ved siden af vejen. Tre kilometer senere var den gal igen, hvor den næste bil lå på taget (ved af erfaring, at det er lidt svært at komme elegant ud af bilen i sådanne situationer). Stykket var hammerglat, og vi var cirka 400 meter efter idealtid efter sneen. Vi fik kørt det rimelig hurtigt op og klarede os vel rimeligt.

2014-Historisk-Moeller-Nielsen-09

ZR07 – 20km Det var en nem prøve indtil nedkørsel på nordsiden af bjerget. Det var utrolig glat, og bilen kørte mere med Bent end omvendt. Vi var tæt på at ende af vejen et par gange, men ned kom vi. Ikke noget imponerende resultat på den prøve. Her skal det nok lige slåes fast at mit job er at sørge for at vi gennemfører og kommer til Monaco. Derefter at vi bliver bedst muligt placeret.

ZR08 – 18km Det var en nem prøve i forhold til ZR06 og ZR07, men noget udfordrende i forhold til, hvad vi kender hjemmefra. Vi valgte rigtigt, da vi skiftede fra pigdæk til almindelige vinterdæk. Godt resultat.

ZR09 – 16km Det var en meget snæver prøve, hvor der virkelig skulle køres stærkt på mega-snoede veje. Lige som på ZR08 havde vi en god rytme, og det endte med, at vi blev bedst af alle på prøven. Det er en udemærket fornemmelse at tage en prøvesejr i sit første Rally Monte-Carlo Historique. Bent har dog trænet et par år.

2014-Historisk-Moeller-Nielsen-10

Der er jo også andre danskere med.

Toni Hansen, Lars Bækkelund og Jens Gandrup har haft lidt udfordringer med deres triptællere, men det ses jo ikke rigtigt på resultatet. Hans Kolby satsede hele butikken på nedkørslen på ZR07 og rykkede godt op, flot kørt. End of the day må vi bare sige, at Toni Hansen kører rigtig godt, og hvis det kan fortsætte, kan det blive stort.

Vi døjer lidt med, at Golfen ikke trækker rent, når den har holdt stille før start, og det giver en del uro i bilen, når den ikke kan trække sig op ad bakkerne ved start. Vi skifter tændrør på den ene cylender mellem hver prøve, og så går det nogenlunde.

Jeg håber at alle danskerne klarer sig godt i morgen, og at vi i fælleskab kan nuppe et par prøvesejre mere (Toni var 0,1 sekund fra at vinde ZR08).

Tekst: Henrik Møller-Nielsen.

Foto: Michael Eisenberg, Henrik Møller-Nielsen.