Klubbens sponsorer

Magnussen og Egsgaard bliver teamkammerater

Der bliver atter mulighed for at se Jan Magnussen på de danske racerbaner i 2014, når han sammen med det unge talent og AAS-kollega Patrick Egsgaard vil forsøge at generobre DTC-mesterskabet med Telesikring Racing. ”Jeg glæder mig utroligt meget til at komme ud og køre race på de danske racerbaner igen, og jeg ser frem til et rigtig godt samarbejde med Telesikring,” lyder det fra Jan Magnussen.

2014-Bane-DTC-Magnussen-01

Samarbejdsaftalen mellem Jan Magnussens team, Magnussen Racing Experience, og det største danskejede sikrings- og alarmselskab er kommet i stand henover vinteren, og Telesikrings motorsportsinteresserede indehaver, Ejgil Egsgaard, ser med store forventninger på den nye sæson.

”Vi har tidligere prøvet at vinde DTC-mesterskabet, og dén følelse vil vi gerne opleve igen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har potentialet med Jan Magnussen og hans dygtige folk, og samtidig får vi nu mulighed for at skabe de perfekte rammer i forhold til de oplevelser, vi skal give vores kunder og samarbejdspartnere ude på racerbanerne,” siger han.

Ingen glæder sig dog mere til at komme i gang end teamets yngste kører, den blot 19-årige Patrick Egsgaard, som efter en række gode sæsoner i karting sprang direkte til dansk motorsports kongeklasse sidste år, hvor han opnåede en flot tiendeplads i mesterskabet. ”Det bliver fantastisk at skulle dele teamtelt med Jan Magnussen! Jeg har stadig rigtig meget at lære i den her serie, og allerede på nuværende tidspunkt kan jeg mærke, at Jan bliver en god læremester,” lyder det fra den unge Esbjerg-kører.

2014-Bane-DTC-Magnussen-02

Og træning bliver der nok af. Hele teamet drager senere i denne måned til Italien, hvor de to racerbiler skal testes igennem på Riccardo Paletti-banen nær Varana. Den 14. april afholder afholder det nye Telesikring Racing desuden et officielt pressearrangement på FDM Jyllandsringen, hvor kørere, biler og teamfolk vil blive præsenteret, ligesom planer og forventninger til sæsonen vil blive fremlagt.

Jan Magnussen Racing.