Magnussen klar til fjerde sejr i Canada
Efter tre sejre i rap er Jan Magnussen og Antonio Garcia opsat på en fjerde triumf, når endnu en afdeling af United States Sport Car Championship afvikles i denne weekend på Mosport Park i Canada.
”Med tre sejre i træk og en føring i teammesterskabet samt konstruktørernes og kørernes mesterskab kommer vi til Mosport med masser af god energi,” lyder det fra Jan Magnussen, som ikke er ubekendt med den canadiske bane. Hele fire gange har Jan Magnussen taget en sejr på Mosport Park for Corvette Racing, mens han sammen med Antonio Garcia sidste år sluttede firer i et løb, som begyndte dramatisk, da Magnussen crashede under kvalifikationen, mens han lå P2 med udsigt til pole.
”Mosport er en ekstrem hurtig og meget udfordrende bane, og du bliver straffet hårdt for den mindste fejl,” forklarer Jan Magnussen. ”Netop derfor er det også en af mine absolutte favoritbaner og samtidig stedet, hvor jeg vandt min allerførste sejr i et amerikansk mesterskab. Jeg håber, at vi på søndag kan fortsætte Corvette Racings stolte tradition for at høste sejre på Mosport.”
Jan Magnussen Racing.