Klubbens sponsorer

Kommer tilbage med sejr i bagagen

2015 har været noget af en ørkenvandring for Jacob Madsen/Line Lykke Jensen, Dianalund/Stenløse, i den tyske ADAC Opel Rallye Cup, men de scorede endelig et topresultat, da de vandt klassen ved lørdagens Ostsee Rallye. Det skete med en sejrsmargen på knap syv sekunder efter fem kvarters rally.

Undervejs havde det danske hold – som på lørdag er tilbage i dansk rally i en R2-bil ved Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse – visse udfordringer.

2015-Rally-Madsen-Jacob-02

”Vi kører mod en af hastighedsprøverne i solskin på tør vej med tørvejrsdæk på. Da vi nærmer os starten, bliver det overskyet, og da flaget går til start for os fem minutter efter, øser det ned. Og så er det lidt af en udfordring at komme igennem uden at tabe for meget tid til de konkurrenter, der havde satset anderledes og sat regndæk på,” siger Jacob Madsen.

Det kostede tyve sekunder i forhold til en af deres værste hastighedsprøver, men dette minus blev mere end kørt ind igen, og da holdet skulle ud på den sidste hastighedsprøve, førte de med 13 sekunder.

”Her hænger vi noget tid efter en langsommere bil, som ikke har set os, så vi taber igen tid, men heldigvis var forspringet stort nok til den samlede sejr,” siger Jacob Madsen.