Klubbens sponsorer

Klubbesøg hos JP Group i Viborg

Tirsdag den 6. november var klubben inviteret til rundvisning hos JP Group i Viborg. Vi blev budt velkommen af Lone og Martin Pedersen, der er indehaver af firmaet. Efter at have fået serveret kaffe og kage startede Martin Pedersen med at fortælle historien bag firmaets start.

Han overtog det efter sin far, der desværre døde alt for tidligt. Det var utroligt spændende at høre om, hvordan de startede med at lave varmekasser til de gamle VW-modeller, som de selv kørte rundt og solgte, både i Danmark men også i Tyskland.

Udover reservedele til mange biler laver de også Garia-golfvogne og som noget nyt også el-køretøjer til PostNord, boligselskaber og kommuner. Derudover har de også vundet et udbud på at renovere samtlige sæder i alle IC3-tog, hvilket der går 50 mand på hver dag.

Mens vi fik rundvisning i en del af de næsten 40.000 kvadratmeter, de har, fortalte Martin Pedersen om fabrikation af de forskellige ting, de laver. Vi så mange spændende ting, deriblandt også deres store lager, hvor der går folk i toholdsskift og pakker gods til de cirka 10.000 lastbiler, der kommer der hvert år.

Efter rundvisning i fabrik og lager blev det tid til at komme i himlen. Vi endte i deres showroom, hvor Martin Pedersen har opbygget en stor privat samling af biler, primært VW og Porsche, cirka 52 i alt. Planen var, at hver gang han købte en ny bil, skulle Lone have en ny kjole. Det mente hun nu ikke helt var opnået endnu…

Iblandt de mange fine biler stod også den danskbyggede Logicar, som er en speciel elbil, man forsøgte at lave i samarbejde med Jacob Jensen (B&O), men det blev aldrig en succes.

Da han havde fortalt godt om bilerne og svaret på vores spørgsmål, var det tid til at sige tusind tak for en fantastisk aften. Martin Pedersen sluttede lige af med at sige, at han havde købt ny privatbil, nemlig den nye Lamborghini Urus, som stod til udstilling til finalen på FDM Jyllandsringen.

Vi var 16 medlemmer fra AAS, der havde en rigtig hyggelig aften sammen med et par andre klubber og foreninger. Håber I vil nyde billederne fra aftenen.

Bjarne Trier Nyby.