Klubaften på Teknologisk Institut
Onsdag den 29. januar inviterer Aarhus Automobil Sport i samarbejde med Teknologisk Institut i Århus til en klubaften for den teknisk interesserede del af vores medlemmer.
Keld Grønne – gammel banekører og senere rallykører – er til daglig ansat hos Teknologisk Institut, og han vil denne aften invitere medlemmer af AAS indenfor for at præsentere nogle af de mange biltekniske opgaver, som han arbejder med sammen med sine kolleger.
Teknologisk Institut løser en lang række opgaver for bilimportørerne, forsikringsselskaberne, domstolene og den danske bilbranche, og det vil Keld Grønne fortælle nærmere om. Teknologisk Institut råder eksempelvis over et motorlaboratorium med to dynamometre, hvor man tester motorer og brændstoffer af forskellig art, ligesom man har en prøvestation med to rullefelter – til forskellige opgaver og køretøjstyper. I løbet af aftnen vil der således blive foretaget en rullefeltstest af en bil, og Keld Grønne vil fortælle om principper for rulletestsmålinger, ligesom han vil analysere på resultaterne af den konkrete rullefeltsmåling.