Kim Lund opgraderer med ny bil
Et af de ældste teams i TCR Denmark er klar til en ny sæson i toppen af dansk motorsport. Sigtet er indstillet mod toppen af Trofeo-mesterskabet for kørere over 40 år, og teamet har indkøbt en ny TCR-racer, som skal hjælpe til at indfri den ambitiøse målsætning. I den kommende sæson vil Kim Lund være at finde bag rattet i en Honda Civic Type-R TCR magen til den, som har vundet det generelle mesterskab i de to foregående sæsoner. Med support fra JAS Motorsport har teamet store forventninger til fremtiden:
”Det bliver en stor sæson for os i år. Sidste år brugte vi lang tid på at få teknikken til at fungere, og sidst på sæsonen begyndte resultaterne at komme. Med Hondaen og supporten fra JAS forventer jeg, at vi hurtigt er oppe i fart og klar til at kæmpe med om pokalerne blandt Trofeo-kørerne,” siger Kim Lund og fortsætter: ”Vi er heldige at have nogle trofaste sponsorer, som har vist tiltro til årets satsning. Der er stor opbakning til vores projekt, ikke mindst fra vores nye hovedsponsor, Klosterhede.”
Manden bag Klosterhede er Michael Klostermann
”Michael har været alle steder i dansk og international motorsport. Han har selv kørt alt fra speedway til 24-timersløb, og han udgjorde også halvdelen af Perfection Racing, som både har vundet det danske DTC-mesterskab og Europamesterskabet med Chevrolet. Vi har altid haft en god kemi, og for mig er det et kæmpe skulderklap, at Michael har valgt at investere i vores team gennem sit nyeste forretningseventyr,” fortæller Kim Lund, som glæder sig til at komme i gang:
”Det bliver en sæson, hvor vi kommer til at give den hele armen og lidt til. Vi har et rigtig godt udgangspunkt, og jeg glæder mig til at komme på banen med en virkelig skarp og fintrimmet bil.”
Madbull Racing.