Kevin Verners weekend ødelagt
Når en konkurrent bliver overoptimistisk, så kan det ødelægge hele weekenden for en racerkører. Det fik Kevin Verner at mærke ved Night Race på Padborg Park i weekenden. Det var dog ikke det eneste uheld, som overgik Kevin og Autoforum Racing Team Silkeborg i weekenden.
I forbindelse med træningen fandt teamet ud af, at der skulle laves et par småting på bilen efter den store gennemgang, man havde lavet efter løbet i Norge. Og så var man ellers klar til kvalifikationen senere på dagen. I kvalifikationen viste det sig, at det set up, man havde fundet til bilen, ikke var helt optimalt. Det betød, at Kevin Verner ikke kunne komme helt frem i pointene. Det blev kun til en tid som nummer otte, hvilket ikke var helt det, teamet havde forventet.
En placering som nummer otte i kvalifikationen betød, at Kevin Verner skulle starte som nummer et i første løb. Her viste det sig, at opsætningen virkede. Han startede som nummer et og førte hele løbet indtil næstsidste omgang. Her blev han ramt for enden af langsiden af en overoptimistisk konkurrent, fik sig en snurretur og mistede en del placeringer, mens muligheden for at hente en masse point hjem svandt bort.
Weekendens andet løb betød, at Kevin Verner skulle starte nede som nummer elleve. Det skulle dog vise sig at blive weekendens succes! Kevin Havde fundet farten i bilen og i løbet kørte han sig frem til nummer seks og fik nogle gode point til mesterskabskontoen.
Til finaleløbet skulle Kevin Verner starte som nummer otte. Han fik en god start, og det så ud til, at han kunne køre sig frem i feltet, men efter få omgange tabte bilen trækkraft, og for ikke at ødelægge mere end højst nødvendigt valgte den unge kører at køre i pit.
“Det er den første DNF jeg har haft i to et halvt år. Jeg er ikke udgået af et løb siden finalen i Legend, det næstsidste år jeg kørte i den klasse,” fortalte Kevin Verner efter løbet.
Weekendens dårlige resultater betyder, at Kevin Verner er rykket ned til en tredjeplads i mesterskabet. Der er dog tre løbsweekender endnu, så der er stadig masser muligheder for at køre point ind i mesterskabet. Næste løb i Supertourisme-serien bliver endnu en tur til udlandet, det er femte afdeling der skal køres den 14. til 16. september på Hockenheimring i Tyskland.
Autoforum Racing Team Silkeborg.