Klubbens sponsorer

Kevin Verner tilfreds med en stabil sæson

Årets sidste afdeling af Danish Supertourisme Turbo blev en indfrielse af forventningerne, men også en smule skuffende for Kevin Verner og Autoforum Racing Team Silkeborg. Både kører og team ville gerne have haft lidt mere ud af finaleweekenden.

I første løb var der teoretisk mulighed for at få en bedre placering i mesterskabet. Kevin Verner var blevet nummer syv i kvalifikationen, som blev kørt i regnvejr. Han skulle derfor starte som nummer to. Der blev kæmpet hårdt i fronten og selv om Kevin Verner måtte kæmpe med et sæt lidt for varme dæk, sluttede han som nummer tre, hvor han kun var 0,7 sekunder efter de to, der lå i front.

Til andet løb havde teamet justeret en smule på dæktrykket. Kevin Verner får en fornuftig start, men kort efter bliver han presset ud i græsset af en konkurrent. Han kæmper hårdt for at køre sig op gennem feltet igen, men det viser sig, at justeringen af dæktrykket ikke virker helt som håbet, og Kevin Verner slutter som nummer ni.

I tredje løb starter Kevin som nummer seks og får igen en fornuftig start. Der er hård kamp om pladserne og på et tidspunkt er Kevin Verner nede som nummer otte, men efter klog kørsel slutter han som han startede som nummer seks.

”Vi har haft en stabil læresæson og vores forventninger er mere end indfriede. Vores mål var at slutte i top otte. Jeg har holdt mig ude af de store slagsmål på banen hele året og har fået kørt en masse kilometer i bilen. Udover den forkofanger, vi måtte skifte, da en konkurrent overså mig, har jeg ikke fået en ridse i bilen og alligevel slutter jeg som nummer fire i mesterskabet,” fortæller Kevin Verner efter finale weekenden.

Som nævnt har året i år været et læreår. Det betyder også, at Kevin Verner og Autoforum Racing Team Silkeborg forsætter i DST-klassen i næste sæson. Om startnummer 512 kommer til at sidde på en bil med turbo- eller V6 motor, er dog ikke besluttet endnu.

Kevin Verner vil gerne sige tak for opbakningen fra hans forældre og trofaste mekanikere. Han vil sammen med Autoforum Racing Team Silkeborg også gerne takke sine sponsorer for deres støtte og opbakning gennem sæsonen.

Autoforum Racing Team Silkeborg.