Kevin Verner kommer med ny opstilling
Det kribler og krabler i hele kroppen på Kevin Verner for at komme i bilen, og på søndag går det løs. Sæsonens første Super GT-løb skal køres på Padborg Park, og der er ændringer i teamet. Han har allerede været ude og køre løb i år. Det var dog i Legend Cup, hvor han viste, at han ikke havde glemt, hvordan den lille racer skulle styres rundt på banen! I finaleløbet sluttede han som nummer to, så det ser ud til at han er klar til løbet på søndag.
Autoforum Racing Team Silkeborg stiller i år med en anden sammensætning. Mellem løbene vil bilen fremover blive trimmet, passet og plejet af Peter Rasmussen. Hvis det navn lyder bekendt, så skyldes det nok, at han har været teknisk kontrollant i klassen i de sidste tre år. På løbsweekenderne vil teamet selv passe bilen og vil hilse på de nye sponsorer, som støtter teamet i år. ARTS glæder sig over den nye støtte, men er kede over ikke at kunne invitere gæster på besøg denne søndag.
Både Kevin Verner og Autoforum Racing Team Silkeborg glæder sig til et fair og reelt race på søndag, og at der bliver nogle gode kampe for alle klassens deltagere! Teamet og Kevin håber også det bliver en søndag uden skader, så der kan blive scoret nogle gode point til mesterskaberne.
Autoforum Racing Team Silkeborg.