Klubbens sponsorer

Kevin Verner fik sin første ridse

Siden Kevin Verner startede i Supertourisme-klassen, har han kunne køre uden at få en ridse i bilen. Det kunne han dog ikke undgå i de norske fjelde. På Rudskogen gik det galt, men Kevin slap forbavsende heldigt fra uheldet han blev involveret i.

Kvalifikationen gik rigtig godt for Kevin Verner. Han var nummer to og scorede allerede gode point der. Bilen kørte rigtig godt på banen og der var store forventninger til resten af weekenden hos hele ARTS teamet.

Kevin Verners tid i kvalifikationen betød, at han skulle starte som nummer ni i første løb. Men efter få omgange gik det galt. Foran Kevin skete der et uheld, og Kevin kunne ikke undgå at ramme nogle konkurrenter og derefter at blive ramt bagfra af de efterfølgende biler – Kevin fik lidt mere end en ridse.

Han kunne dog fortsætte løbet, og det lykkedes ham at halte bilen ind som nummer syv, hvilket var en rigtig god placering efter omstændighederne. Modsat andre deltagere i klassen kunne bilen dog relativt hurtigt sættes sammen igen og gøres klar til søndagens løb.

“Når man tænker på, at jeg næsten kørte hen over en anden bil og var oppe og hænge på to hjul, tror jeg, at jeg har været meget heldig,” fortalte Kevin Verner lørdag aften.

Søndag formiddag vr bilen klar igen og Kevin skulle starte som nummer to. Ret hurtigt tog han føringen og kørte en sikker sejr hjem.

Mellem søndagens andet og tredje løb faldt der en del regn. ARTS tog beslutningen om at sætte bilen op til regn. Desværre tørrede banen meget hurtigt op og regnen stoppede, så da Kevin holdt på startpladsen, var hans odds for en god placering ikke særligt gode med sin opsætning til en våd bane.

Det forblev tørvejr og den bløde opsætning på bilen gjorde, at Kevin ikke kunne være med helt fremme. Bilen var for blødt sat op, og han måtte nøjes med en femteplads i finalen.

“Vi satsede og tabte. Vi havde regnet med, at vandet kom lidt tidligere end det gjorde. Jeg er tilfreds! Jeg fører mesterskabet inden sommerferien og så skal det bare forsvares efter ferien,” fortalte han, da han var hjemme efter turen til Norge.

Autoforum Racing Team Silkeborg.