Kevin Verner er tilfreds efter CHGP
Kevin Verner og Autoforum Racing Team Silkeborg er tilfreds efter en weekend mellem betonklodser i Københavns gader. Ingen skader på bilen og en god portion point på kontoen, men det kunne have været bedre.
Efter de to træninger fredag eftermiddag følte teamet sig godt parat til at kunne køre kvalifikationen lørdag formiddag. Kevin Verner har efterhånden kørt så mange løb på bybaner, at han ved, at det gælder om at sætte en god omgangstid så hurtigt som muligt under kvalifikationen.
Og det skulle vise sig at være en rigtig god taktik. Som så tit før havde en anden deltager et uheld og det betød, at bilerne kun fik tre frie omgange til at sætte tiden. Da Kevin Verner lagde hårdt ud, havde han også nået at få sat den hurtigste tid.
Til weekendens første løb skulle Kevin Verner starte som nummer otte. Men fra sin placering på banen kunne han ikke se de røde lamper og blev derfor forsinket i starten. Han røg derfor ned på en plads som nummer elleve og fik sig placeret sig ind på det som lignede en god plads i feltet. Troede han.
Det skulle nemlig vise sig, at han havnede bag en konkurrent, som havde fået en skade under starten og derfor kørte langsomt, mens alle de andre blæste forbi. I andet sving var han røget så langt tilbage, at han var den næstsidste i feltet. Men Kevin Verner havde god fart i bilen og får kørt sig op som nummer elleve, inden løbet er slut.
Weekendens andet løb blev kørt søndag formiddag, og her viste Kevin igen, at han havde fart i bilen. Han kørte fra en startplacering som nummer elleve og kæmpede sig frem til en plads som nummer seks.
Til finaleløbet skulle Kevin Verner starte i ydersporet som nummer fem. Ydersporet er ikke det bedste sted at starte, slet ikke når de andre deltagere fik en god start og Kevin Verner tabte et par placeringer i første sving. Han fik dog kæmpet sig tilbage og sluttede weekendens afsluttende løb som nummer seks.
Kevin Verner og ARTS kunne formentlig have fået flere point i weekenden. Det havde nemlig været en del lettere, hvis han havde haft mulighed for at kunne se de røde lamper slukke ved starten af det første løb. Men faktisk fik Kevin den tredjebedste pointscore til det samlede mesterskab.
Egentlig opnåede han kun at få den fjerdebedste pointscore, for klassen havde besøg af en gæstekører, som havde masser af nye dæk til sin disposition. Det var ingen ringere end Michelle Gatting og hun vandt en flot sejr i finaleløbet og på den måde kan man sige at hun også stjal point fra Kevins konkurrenter – så tak for det Michelle og tillykke med den flotte finalesejr.
Autoforum Racing Team Silkeborg.