Jule- og nytårshilsen fra formanden
Så er der snart ikke mange dage tilbage af året. 2017 rinder ud, og det har på mange måder været et godt og aktivt år for Aarhus Automobil Sport.
Klubben har i sit 60 års jubilæumsår stået bag DM-løb indenfor såvel asfaltbanesporten, rallysporten som vejsporten, og det er faktisk lykkedes vores medlemmer at vinde Danmarksmesterskaber indenfor to af de tre discipliner. Et stort tillykke til dem, men samtidig også en stor tak til alle de officials og frivillige i og omkring klubben, som gør dette muligt.
2018 tegner også til at blive et meget aktivt år. De første tillægsregler er allerede klar, og der kommer snart flere.
På bestyrelsens vegne vil jeg gerne her på en af årets sidste dage ønske alle Aarhus Automobil Sports medlemmer, venner og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår. Vi ses ude på banerne, hastighedsprøver eller ved tidskontrollerne i det nye år.
Formand Bjarne Andersen.