John Nielsen 60 år
Den 7. februar kan vi sige tillykke til ikke bare en stor personlighed i Aarhus Automobil Sport, men i dansk bilsport i det hele taget. Det er nemlig John Nielsen, som fylder 60 år.
60 år tænker man? Jo, den er rigtig nok. Det er 60 år siden, at John Nielsen blev født og det er 42 år siden, at havde sin debut i Formel Ford på Ring Djursland. ”A’ ku’ it’ fin’ andet gear” fortalte han dengang til Motor-Journalen, da han ikke kom så godt fra start. Men siden gik det godt. Og endnu bedre.
Første Danmarksmesterskab i 1975 i Formel Ford. Første internationale titel i 1979 i Formel Super VW. EM-sølv i Formel 3 i 1983. Første danske sejr i en formelklasse lige under Formel 1 i 1985. Og så kransekageresultatet. Den første danske generalsejr ved 24-timers løbet på Le Mans i 1990.
John Nielsen var måske ikke Danmarks første professionelle racerkører, men han var den, som banede vejen for mange andre. Og det gør han stadig.
John Nielsen har i den grad været med til at give meget tilbage til sporten. Da dansk bilsport i slutningen af halvfemserne fik en stor saltvandsindsprøjtning og oplevede sin anden guldalder, var han med på de indre linjer omkring skabelsen af DTC-serien. Han var også bag rattet, men lige så meget udenfor som teamchef for Nissan Motorsport Danmark, Team Essex Invest, Team Telesikring Racing, Polar Seafood Racing og senest Team AD Racing.
Og når vi i år ikke oplever John Nielsen på de danske racerbaner som teamchef for Team AD Racing, kan vi høre ham øse ud af sin viden på TV3, når der sendes live fra årets Formel 1-løb.