Klubbens sponsorer

Jens Erik Skouborg 40 år som official

Her i 2019 kan vores AAS-official Jens Erik Skouborg fejre sit fyrretyvende år som ’flagsvinger’ på FDM Jyllandsringen. Det er i sig selv en bedrift af de store.

Jens Erik har altid været vild med biler, og det hele startede med orienteringsløb i en Mini, som i 1974 blev vekslet til en Honda Civic. Det var præcist det samme år, hvor han mødte sin kone Nete, som i øvrigt har fulgt han gennem hele livet.

I 1977 blev Civicen for lille, da det pludselig var noget med en barnevogn, så den blev vekslet til en Accord, men da den var lige stor nok til orienteringsløb, slog han sig på officialjobbet på FDM Jyllandsringen. De hedengangne tider, hvor vi holdt klubaftener, var alle et must for ham. Ligeledes blev årets løbskalender nøje studeret, og i samråd med familien fik han kørt udenom diverse begivenheder og fester. I 1988 måtte han dog trods forhandlinger aflyse sin deltagelse i et løb på grund af sit eget bryllup.

Jens Erik har været tømrer hele sit liv, men nu hvor pensionsalderen er kommet snigende er han meget aktiv som frivillig hjælper i Kirkens Korshær samtidig med, at han passer adskillige haver rundt omkring i byen og tager sig af sit barnebarn en dag om ugen.

Henrik Kirkegaard.