Klubbens sponsorer

Jan Magnussen vandt mesterskabet

Jan Magnussen kunne for anden gang kalde sig mester efter finaleløbet i den American Le Mans Series, som løb af stablen på Road Atlanta i weekenden. ”Jeg har svært ved at sætte ord på, hvor fantastisk jeg har dig lige nu,” lyder det fra AASeren, som for anden gang vandt mesterskabet i det benhårde ALMS-mesterskab. Denne gang er sejren ekstra speciel. Der er nemlig tale om den allersidste udgave af den berømte racerserie, som blev stiftet i 1999, og som til januar forvandles til United Sports Car Championship.

”Vi havde absolut intet håb om at gøre os gældende i årets mesterskab efter det katastrofale løb på Sebring i marts, hvor vi udgik med tekniske problemer og måtte starte året med nul point på kontoen. Vi gav simpelthen op og besluttede i stedet at gå mere aggressivt efter nogle sejre i løbene,” forklarer Jan Magnussen, der efter tre seks og seks podieplaceringer med Antonio Garcia var i front for GT-klassen forud for finalen, Petit Le Mans.

2013-Bane-ALMS-Magnussen-Jan-19

”Petit Le Mans er et ekstra prestigefuldt løb med mere end 120.000 tilskuere, og eftersom kun én konkurrent havde point nok til at vippe os af pinden vidste vi, at vi ville få klø. Vi skulle slutte syver for at sikre os mesterskabet, og det lyder muligvis som en nem opgave, men der kan ske meget på 10 timer,” forklarer Jan Magnussen.

”Vi var med helt fremme i feltet i den første halvdel af løbet, og da jeg gav bilen videre til Jordan Taylor efter mit andet stint, førte vi GT-klassen. Desværre ramte Taylor noget olie ude på banen og snurrede rundt i sjette time, og da han herefter kom skævt ind i en gulflagsperiode, bliver vi sat tilbage med en omgang. Det var lidt ærgerligt, for vi havde faktisk overskud til at dyste om sejren indtil da, men måtte herefter fokusere på at køre bilen sikkert i mål.”

Slutfacit blev dog et mesterskab i American Le Mans Series, der bragte minder tilbage om DM-finalen på FDM Jyllandsringen i 2008, der var en weekend, som også gav to titler til familien Magnussen.

”Det har været den bedste weekend nogensinde! Min søn Kevin vandt mesterskabet i World Series by Renault, og jeg vandt mesterskabet i den amerikanske Le Mans-serie. Faktisk fulgte jeg Kevin på internettet, før jeg selv skulle i bilen, og det var rart at få det overstået, så jeg kunne koncentrere mig om min egen præstation,” lyder det fra en rørt AAS-kører. ”Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stolt jeg er af ham, og jeg ville ønske, vi kunne have fejret vores mesterskaber sammen. Men det må vente, til vi kommer hjem!”

Jan Magnussen Presse.