Jan Jønck tæt på et stort resultat
Jan Jønck og hans teammate William Phillips førte halvdelen af årets største løb i den britiske GT-serie – tretimers-løbet Silverstone 500 – indtil servostyringen gav op. Alligevel sluttede de løbet lige udenfor podiet på en fjerdeplads.
Allerede i kvalifikationen viste AAS’eren, at GT4-teamet havde tænkt sig at være med helt fremme i løbet. Hans meget hurtige kvalifikations tid på 2.12,870 gav genlyd i pitboksen. Det skulle vise sig at være den næsthurtigste kvalifikationstid, der er sat i en Aston Martin GT4 på Silverstone-banen.
Jan Jøncks teammate William Phillips startede løbet fra en tredjeplads sammen med Am-kørene, men kom hurtigt i front og øgede forspringet, før han overgav bilen til danskeren ved det første pitstop. Jan Jønck, der kom ud sammen med Pro-kørerne, holdt forspringet, men der var tydelige tegn på, at der var noget galt. Bilen blev tungere og tungere at styre, da servostyringen begyndte at svigte. Servostyringen sprøjtede også væske ud på forruden, så Jan Jønck måtte på et tidspunkt orientere sig ud af sideruderne ved indbremsningerne til svingene. Han kæmpede bravt med både bilen og konkurrenterne, men måtte til sidst se sig overhalet og gav bilen videre til Will på fjerdepladsen ved næste pitstop.
Gennem resten af løbet holdt både Jan Jønck og Will Philips presset på konkurrenterne for at komme tilbage på en podieplads, før servostyringen endelig gav op. De sluttede udmattede, men tilfredse på en fjerdeplads i GT4, og andenpladsen i silver klassen og med en masse gode point.
Jan Jønck: “Det var et rigtig sjovt løb. Du skal virkelig tænke meget på, hvad du laver ude på banen i så langt et løb. Det var selvfølgelig en skam at gå glip af en podieplads, men med vores problem med servostyringen er det alligevel et godt resultat.”
Jørn Dalgaard.