Klubbens sponsorer

Jakob Borum viste gode takter på FDM Jyllandsringen

FDM Jyllandsringen har aldrig været Jakob Borums favoritbane, og derfor var forventningerne til årets GP Danmark heller ikke de allerstørste. Det skulle dog vise sig at den gamle – altså bilen – gjorde det ganske godt. Godt nok var det bestemt ikke den bedste start på weekenden, da det under tidtagningen viste sig, at transponderen var defekt, og dermed fik Jakob Borum ikke nogen tid og skulle starte bagerst til heat 1. Det positive var, at bilen kørte fejlfrit, og Jakob Borum var fortrøstningsfuld.

2015-Bane-SuperCup-Borum-Jakob-12

Starten gik rigtig godt i heat 1, og allerede efter en omgang lå Jakob Borum på femtepladsen, og jagten blev sat ind på specielt Nicki Kristensen og Morten Jespersen, der lå lige foran, og det blev til et par rigtig spændende omgange, hvor Jakob Borum pressede på. Honda Integraen er måske den hurtigste SuperCup bil på langsiden, og derfor blev der sat et angreb ind på netop langsiden på syvende omgang, og det lykkedes at komme forbi Nicki Kristensen, men da Jakob Borum skal bremse for enden af langsiden, bremsede bilen pludselig væsentlig ringere end normalt, og desværre nåede Jakob ikke at få hold på den, inden han ramte Morten Jespersen. Begge biler kunne dog fortsætte, men Jakob valgte at køre i pit, da han ikke følte, det var forsvarligt at fortsætte med bremser, han ikke kunne stole på.

”Det er superærgerligt at skulle udgå på grund af bremseproblemer, og rigtig træls, at det gav buler til en kollega, for han var helt uden skyld i sammenstødet,” sagde Jakob Borum efter heatet. Inden Jakob Borum udgik nåede han at sætte næsthurtigste tid i heatet, kun overgået af en meget velkørende Mikkel B. Johnsen i VW Polo.

Det viste sig at være noget så banalt som luft i bremsevæsken, der var årsag til de svigtende bremser, så det var noget der hurtigt kom styr på.

2015-Bane-SuperCup-Borum-Jakob-13

Med en så god tid i heat 1 var der forventninger til søndagens to heats, og det gik over al forventning. Fra at have startet bagerst i heat 2 arbejdede Jakob Borum sig stille og roligt op igennem feltet, og han endte på en tredjeplads, og igen med næsthurtigste omgangstid – denne gang kun overgået af Nicki Kristensen i Seat Ibiza.

Heat 3 blev et rigtig spændende heat, hvor Jakob Borum ret hurtigt måtte sande, at både Kim Lund Johansen og Mikkel B. Johnsen var hurtigere, men til gengæld var der en tæt kamp med Nicki Kristensen, der pressede på i stort set hele heatet. I allersidste sving fik Mikkel B. Johnsen desværre for ham en defekt, og Jakob Borum gik uden om ham, hvor Nicki Kristensen gik indenom, og det endte meget tæt mellem de to, men Jakob Borum tog andenpladsen med under to tiendedele af et sekund ned til Nicki Kristensen.

”Nu er der en afdeling tilbage i sæsonen, og selvom der kun er 12 point op til Mikkel B. Johnsen på den samlede tredjeplads, så bliver det ualmindelig svært at komme forbi ham,” erkender en tilfreds Jakob Borum efter weekenden.

Honda ProRacing

Keld O. Dohm