Klubbens sponsorer

Jakob Borum hurtigst på Ring Djursland

Jakob Borum har altid været hurtig på Ring Djursland, og den forgangne weekend var ingen undtagelse. Både i tidtagningen og i de to første heat satte han hurtigste omgangstid, og han satte sågar banerekord i heat 1 med tiden 55.909. Speeden var der altså, men desværre kneb det lidt med holdbarheden på bilen.

2014-Bane-SuperCup-Borum-04

Allerede i tidtagningen var der nervøse trækninger i teamet. Jakob kørte ud og trillede to rolige omgange, og derefter tre omgange med fuld skrald og faktisk så hurtige, at Jakob selv med den langsomste tid af de tre ville have fået pole position til heat 1. På næste omgang begyndte bilen at ryge ganske voldsomt, og der var lidt bekymring at spore i teamet. Det viste sig heldigvis blot at være oliefilteret, der havde løsnet sig, så der løb olie ud på udstødningen.

I heat 1 så det længe ud til, at Jakob skulle løbe med en rimelig komfortabel sejr, men desværre gik den ene trækaksel til, og en ærgerlig Jakob måtte køre i pit. Mekanikerne kom på arbejde, og det lykkedes at få bilen gjort klart til heat 2. Her skulle Jakob starte fra en position som nummer 16, så der var ikke lagt op til en podieplads. Det skulle dog vise sig, at kombinationen af en hurtig bil og en erfaren ræv som Jakob Borum var nok til at køre op på en tredjeplads.

Det var faktisk meget tæt på at blive til en endnu bedre placering, da Jakob flere gange var helt oppe på siden af Martin Andersen, men det lykkedes ikke at komme forbi.

2014-Bane-SuperCup-Borum-05

Desværre begyndte trækakslen igen at drille i slutningen af heatet, og derfor måtte mekanikerne i gang igen.

Trækakslen blev endnu engang pillet af og renoveret, og med kun 15 minutter til start på heat 3 blev bilen meldt klar. Det viste sig imidlertid, at det var var den anden trækaksel, der burde have været skiftet, fordi den allerede på første omgang gav op, og Jakob måtte endnu engang trække sig. ”Vi fik vist, at vi har speeden på Ring Djursland, så nu skal vi bare have nye trækaksler, så tror jeg på, at det også nok skal lykkedes os at vinde nogle løb” sagde en rimelig tilfreds Jakob Borum.

Nu er der sommerferie i Yokohama Super Cuppen, så der er god tid til at få bilen gjort helt klar til næste afdeling, der afholdes den 16. og 17. august på Ring Djursland.

Keld O. Dohm.