Klubbens sponsorer

Jakob Borum havde hurtigste bil på banen

Jakob Borum udfordrede i den grad favoritterne i Yokohama Super Cuppen på Ring Djursland. Op til weekenden var bilen blevet firehjulsudmålt og justeret efter alle kunstens regler i undervognen, og noget tyder på at det var en rigtig god investering.

I tidtagningen satte Jakob Borum hele feltet til vægs med en tid på 55.272, næsten et halvt sekund hurtigere end nummer to. Og det var ikke bare en enkelt fantomomgang, selv næstbedste tid var 0,3 sekunder hurtigere end alle andre. Ikke noget at sige til, at Jakob Borum var en glad mand, og han satte næsen op efter en sejr.

2016-Bane-Super-Cup-Borum-Jakob-09

Til heat 1 ankom Jakob Borum selv i sidste øjeblik, da han var blevet forsinket i trafikken efter at have kørt sin datter til fødselsdag. I forvirringen mistolkede han det faktum, at bilen ikke vil gå i VTEC på opvarmningsomgangen (noget teknisk, red.) og troede, at der var noget galt. Derfor valgte han at starte bagerst. Imidlertid fejlede bilen intet, Jakob Borum havde blot overset, at temperaturen på opvarmningsomgangen ikke var høj nok til, at VTEC (noget teknisk, red.) blev aktiveret. Så da starten gik, trak bilen lige pludselig som den skulle, og så var der kun en ting at gøre, og det var at komme afsted op igennem feltet. Det gik rimelig hurtigt op til en andenplads, men herfra var der et stykke op til Kim Lund i Seat Leon. At Jakob Borum var den hurtigste af de to, var der ingen tvivl om, men spørgsmålet var, om Kim Lunds forspring var for stort. På omgang 14 kom Jakob Borum helt op til Kim Lund, og alle ventede nu på en skarp duel mellem de to. Desværre for Kim, publikum og alle andre, så mistede han motorkraft næsten samtidig med, at Jakob Borum skulle til at presse ham, og Kim Lund opgave fornuftigt nok uden kamp. Det viste sig senere, at en turboslange er hoppet af Kim Lunds bil, og så er der bare ikke noget at gøre. ”Vi får aldrig opklaret om jeg kunne have kørt forbi ham på reel vis, men jeg vælger at tro, at jeg havde fået førstepladsen, også selvom Kim ikke havde haft et teknisk problem,” sagde en tilfreds Jakob Borum.

Som følge af heatsejren skulle Jakob Borum igen starte bagerst i heat 2, og målet var naturligvis en gentagelse af heat 1.

Det gik også fint et langt stykke hen af vejen. Cirka halvvejs i heatet var Jakob Borum oppe bag ved Kim Lund og Lasse M. Sørensen, der på det tidspunkt allerede havde kæmpet intenst om førstepladsen. Desværre fik Lasse M. Sørensen bremset for sent for enden af trapperne og satte sin Opel Astra i sandet, så nu lignede det igen en duel mellem Jakob Borum og Kim Lund. Denne gang var det så, Jakob Borums tur til at få motorproblemer, og han begyndte at køre et halvt til et helt sekund langsommere per omgang. Det viste sig desværre, at motoren havde smidt det meste af kølevandet og derfor overophedede. ”Det har som minimum kostet en toppakning, men muligvis er der også andet der skal laves,” sagde Jakob Borum ”og det betyder desværre at vi ikke kommer til start i heat 3.”

Samlet set var der stor tilfredshed i teamet med weekenden, og det kan man godt forstå. I begge de gennemførte heats satte Jakob Borum klart hurtigste tid, og han var eneste mand i feltet, der var under de 55 sekunder på en omgang.

”Vi har hele tiden påstået, at vi burde høre til i top tre i feltet, og nu er det lykkedes at bevise. at vi har haft ret,” fortalte en tilfreds Jakob Borum. Nu skal motoren renoveres, og bilen gøres klar til næste løb i august. Et løb der bliver kørt på den meget flotte Rudskogen bane i Norge.

Keld O. Dohm