Klubbens sponsorer

Jakob Borum blev oldboys-vinder i Yokohama Super Cup

Målsætningen inden sæsonens sidste raceweekend var klar for Jakob Borum. Han ville på podiet i alle tre heat – men sådan skulle det ikke gå. Tidtagningen gik for så vidt ok, hvilket betød, at Jakob skulle starte som treer efter Nicki Kristensen og Christian Mørup Rytter. Nu er Jakob kendt som en god starter, så det burde nok kunne flaske sig med den første podieplacering. Nye dæk blev monteret til heat 1, og dermed understregede Jakob, at han mente det alvorligt med de podieplaceringer. Starten til heat gik, og Jakob skød frem forbi Christian og lagde sig lige bag Nicki Kristensen. Jakob Borums Honda Integra var meget hurtig på langsiden på Padborg Park, og allerede på første omgang gik han forbi Nicki Kristensen på ydersiden for enden af langsiden, men det endte desværre alt andet end godt. De to ramte nemlig hinanden og røg begge ud i sandfanget. Dermed var det slut på det heat.

2014-Bane-SuperCup-Borum-14

Uheldet betød, at Jakob Borum skulle starte absolut bagerst til søndagens første heat, men desværre havde uheldet også betydet, at de nye dæk var blevet ødelagt af at køre sidelæns, og da han ikke havde flere nye registrerede dæk, så var der kun de gamle dæk tilbage. Ikke de bedste betingelser til et heat hvor der skulle gang i overhalingerne, men som den rutinerede kører, som Jakob Borum er, så lykkedes det at køre op på en femteplads og dermed en startposition som nummer 4 til sæsonens absolut sidste heat. Hvad der var endnu mere imponerende var, at på vej op igennem trafikken i feltet lykkes det faktisk for Jakob Borum at sætte ny banerekord for klassen med tiden 1:06,648.

Heat 3 blev ikke bare sæsonens sidste heat for ham. Det blev også et af de bedste. På femte omgang vekslede Jakob sin startposition som nummer 4 til førstepladsen i heatet, og denne blev holdt uden problemer helt til målstregen. Jakob Borum beviste dermed endnu engang, at når bilen ikke driller med teknikken, så er han særdeles hurtig. Det er bare sådan, at når man udgår eller ikke kan stille til start i en tredjedel af sæsonens 18 heats, så kommer man ikke helt til tops i mesterskabet, selvom man er blandt feltets hurtigste.

2014-Bane-SuperCup-Borum-15

Som en yderligere bonus kunne Jakob Borum tage endnu pokal med hjem, og det var pokalen for at have vundet oldboys-mesterskabet i år. ”Oldboys-pokalen er jeg selvfølgelig glad for, men der skal ikke herske tvivl om, at det er det generelle mesterskab der betyder mest for mig,” fortæller Jakob Borum efter weekenden. Og dermed antyder han, at han har tænkt sig at vende tilbage i Yokohama Super Cuppen i sæson 2015, og det for at kæmpe med i toppen.

Jakob Borum og hele ProRacing teamet siger tak for en god og spændende sæson til både kollegaer, konkurrenter og sponsorer og på gensyn i 2015.

Honda ProRacing – Keld O. Dohm.