Klubbens sponsorer

Info omkring løb på FDM Jyllandsringen

Jeg har d.d. afholdt et møde med Betina fra FDM Jyllandsringen, hvor det officielt senere i dag vil blive meldt ud fra FDM-side, at Danish Masters Racing Festival den 30. – 31. maj er aflyst. Denne meddelelse vil se således ud:

Corona udsætter historisk motorløb

Der afholdes ikke Danish Masters Racing Festival på FDM Jyllandsringen i maj.

Danish Masters Racing Festival, hvor der er fokus på de gamle køretøjer, og race med både moderne motorcykler og gamle biler, er desværre endnu engang blevet ramt af corona-situationen i Danmark. De nuværende regler for forsamlinger gør, at løbet ikke kan gennemføres 30.-31. maj.

”Der er rigtig meget logistik forbundet med at afholde motorløb, og da der endnu ikke er kommet udmelding fra regeringen om, hvad der sker efter 10. maj, er vi desværre nødt til i første omgang at aflyse løbsweekenden i slutningen af maj”, siger Betina Engholm

Der arbejdes på at finde en anden løsning, men hvordan den endelig løbskalender På FDM Jyllandsringen resten af året kommer til at se ud, afhænger af myndighedernes kommende retningslinjer.

”Vi ved, at der er rigtig mange, der glæder sig til igen at kunne køre og se motorløb, og dem er vi selvfølgelig kede af at skuffe. Vi arbejder lige nu på at få en ny løbskalender på plads, og melder ud så snart vi har mere konkret information fra myndighederne”, siger Betina Engholm.

Der meldes løbende ud om den aktuelle situation for motorløb på FDM Jyllandsringen.

Venlig hilsen
Betina Engholm
Afdelingschef
FDM Jyllandsringen

Intern info til officials:

Der arbejdes stadigvæk videre med juniløbet den 20.-21. juni. Som sagt er vi afventende, indtil den 10. maj, og hvad der sker herefter, vil vi vende tilbage med hurtigst muligt, og hvilke klasser der kører den pågældende weekend, som vil blive et lukket løb.

Der arbejdes også meget intenst på en foreløbig kalender som hedder den 5.-6. september, hvor TCR og DS3 ønsker at køre dobbeltløb. Der arbejdes på muligheden for at køre med udenlandske klasser, da der også afvikles historisk løb på Ring Djursland samme weekend. Dette er accepteret af Ring Djursland.

Finaleløbet vil muligvis blive den 23.-25. oktober og afviklet som GP Danmark, hvor vi kører fredag, lørdag og søndag som sædvanlig.

Men som sagt. Den interne meddelelse til jer er meget foreløbig og skal tages med stort forbehold.

De fleste af vores officials licenser er nu fornyet og venter bare på, vi kommer i gang, dog er der stadig enkelte, der mangler at tage OF 523 E-Learning. Den skulle være taget inden den 30. april. Jeg har fået DASU til at åbne op for testen igen, så den er forlænget en måned til den 30. maj. Dem, som ikke har taget den inden, mister herefter deres licens, og det skulle nødig ske.

Med hensyn til officialsmøde og-kurser vender vi tilbage, så snart vi må samles mere end 10.

Men som sagt håber vi at kunne melde meget mere ud i næste uge, da der virkelig bliver arbejdet på alle muligheder.

Indtil da pas på jer selv, for vi har brug for alle, når vi kommer i gang. Skulle der være spørgsmål, er I velkommen til at kontakte mig.

AAS Banesport / Per Leth / 53 38 66 59.