IMK-løbspremiere i MjT-turneringen
Fem- eller sekskantturneringen har skiftet navn, efter at Ikast og omegns Motor Klub nu er med i turneringen. Derfor må Midtjysk Turnering være et passende navn.
Vi havde ad omveje hørt, at der var tre løbslæggere på for at lave et lille mandagsløb. Og når alle tre lige skal vise deres kunnen og give den gas, ja, så kunne man frygte det værste, hvad sværhedsgraden angår.
Vores frygt var dog også velbegrundet. På en aften, hvor det var mørkt, og hvor det regnede indimellem, var betingelserne for at finde den rigtige vej besværliggjort. 50 procent af løbet havde været rigeligt til at afgøre placeringerne.
Vi startede løbet i Sunds, nord for Herning, og blev senere ledt over til et stort industriområde i Ikast. Her kørte vi forkert på et tidspunkt, og derfor endte vi oppe på en brandstation. Her var der så gang i en øvelse, og uden at kunne se det kørte vi hen over nogle brandslanger der lå på jorden, og så fik vi skældud!
Herfra blev vi via en transportetape kørt til Nørlund-banen. Her havde Jan Søndergård boltret sig og lavet en meget svær etape til at slutte af på. Vi var allerede trætte, inden vi skulle starte på sidste etape. Der var lavet specielle regler for, hvordan man skulle køre omkring nogle udsatte tønder, og indenfor de sidste 100 meter før mål skulle vi have ikke mindre end tre udsatte kasser, hvoraf nogle var gemt nede i græsset. Her fik vi kun det ene sæt…
En fuldstændig misforstået situation, hvad angår et mandagsløb. Og resultatlisten viste da også resultater på ikke mindre end 7–800 strafpoint. Med lidt rabat kom pointene ned på 674 i C-klassen og 634 i B-klassen. Sværhedsgraden kunne da også tydeligt aflæses af tidsforbruget. Og ingen kommentarer/beklagelser i den tilsendte resultatliste over sværhedsgraden!
Uskrevne regler for et mandagsløb er, at der også skal være tid til en hyggesnak over kaffen og franskbrødet efter løbet.
Alligevel tak til IMK for et godt tilrettelagt O-løb, hvor sværhedsgraden gerne må reduceres med 65% til næste år.
Hans Jørgen Andersen og Hans Jakobsen.