Klubbens sponsorer

I kampvognsspor og mellem skyttegrave

Store bededag inviterede Viking Auto Sport til årets første NEZ-løb- et løb, som også var tællende som anden afdeling af DM. For mit vedkommende var der afgang hjemme fra Skjød kl. 12, og efter frokost ved O-makkeren Bernd Thrysøe i Hedensted, gik turen videre mod Bybjergaard ved Frederikssund, hvor vi havde booket værelser til overnatning.

Efter teknisk kontrol, licenskontrol o.s.v. i Frederikssundhallen oprandt vores starttid kl. 19.00, og vi fik overrakt en transportetape, der ledte os ud til det militære øvelsesområde ved Jægerspris.

Dette område havde VAS lejet til løbet. Her kom vi til at tilbringe de næste mange i timer i RAV4’eren. Kort efter start løb vi ind i det første af mange problemer med at finde det rigtige spor. Vi kom til et kortudklip, hvor vi bare ikke kunne få noget som helst til at passe med terrænet. Vi prøvede simpelthen alt og endte til sidst med at notere et stempel i kontrolkortet. Efter endnu et kvarter fandt Bernd langt om længe ud af, at det skyldtes, at vi havde overset en retningspil i køreordren. Så var vi ligesom i gang…

Da mørket sænkede sig, blev det absolut ikke nemmere at finde vej, og man skulle også lige passe på, ikke at køre ned i en af de mange skyttegrave. Der kunne selv ikke en 4WD-bil være til nogen hjælp.

Cirka 90 procent af løbet blev kørt på løst underlag og Koni-støddæmperne blev godt og grundig motioneret, og både observatør og chauffør var efter løbet noget i ømme i de aldrende kadavere.

Et andet problem, som vi havde, var at se noget som helst, når man ind imellem fik fire gange mange watts-projektører lige ind i femøren fra de ca. 40 andre O-tossebiler i M og NEZ klassen fra Finland, Danmark og Sverige. Det med at blænde ned, når man møder modkørende er åbenbart ikke moderne.

Selve løbet var i den svære ende, og vi havde specielt problemer med at få en del stregskitser til at passe ind i landskabet, da det i sådan et militært område kan være meget svært nøjagtigt at definere, hvad der er veje.

Da vi et godt stykke over midnat endeligt kunne nyde vores aftensmad i Frederikssundhallen, kunne vi konstatere, at dagens anstrengelser endte med en sjetteplads.

Fra AAS deltog også Henrik Møller-Nielsen, sammen med Michael Larsen fra Struer i M/NEZ, og de kørte Mazdaen ind på en niendeplads. I A-klassen klarede nyoprykkerne Renée og Hans Ole Nielsen en flot syvendeplads i Fordmobilen.

Alt i alt var det et velorganiseret løb med godt terræn, god forplejning og hurtig resultatberegning, som VAS, med Henrik Jørgensen i spidsen, havde stablet på benene.

Tekst: Bjarne Andersen.

Foto: Henrik Jørgensen.