Klubbens sponsorer

Hvad var årets bedste bilorienteringsløb?

2017-sæsonen er nu omme, og hvis man kikker på orienteringssporten, så har der været afviklet intet mindre end 36 danske løb – i hvert fald i henhold til DASU’s officielle kalender.

Og det er blandt disse 26 løb – og eventuelt et obskurt løb eller to, som måtte være blevet afviklet uden at have været på dasu.dk – at årets løb skal vælges.

Årets løb?

Ja, for ligesom i de sidste mange år sætter Aarhus Automobil Sport en helt speciel pokal på højkant. SOS-pokalen. Det er en pokal, som ikke går til et mandskab, men derimod til en løbsledelse.

Forkortelsen står for Sjovere-Orienteringsløb-Søges, og er en opmuntringspokal, hvor modtagerne af den bliver løbsledelsen bag årets sjoveste bilorienteringsløb.

Det er det kombinererede O- og HP-udvalg i Aarhus Automobil Sport, som skal finde frem til vinderen af pokalen, men for at udvalget kan gøre det, skal der nomineres nogle kandidater. Og det kan du hjælpe med frem til den 15. marts ved at indstille et løb som din favorit og dine argumenter for det. Gør det via dette link (åbner i nyt vindue).