Klubbens sponsorer

Hvad var årets bedste bilorienteringsløb?

Vi er allerede godt inde i første måned af 2019, og selv om de fleste medier er færdige med deres kavalkader og kåringer for det forgangne år, er vi i Aarhus Automobil Sport først gået i gang. Vi skal nemlig have fundet frem til den 26. vinder af SOS-pokalen.

SOS-pokalen er en pokal, som ikke går til et mandskab, men derimod til en løbsledelse.

Forkortelsen står for Sjovere-Orienteringsløb-Søges, og er en opmuntringspokal, hvor modtagerne af den bliver løbsledelsen bag årets sjoveste bilorienteringsløb.

Det er det kombinerede O- og HP-udvalg i Aarhus Automobil Sport, som skal finde frem til vinderen af pokalen, men for at udvalget kan gøre det, skal der nomineres nogle kandidater. Og det kan du hjælpe med frem til den 24. februar ved at indstille et løb som dit favoritløb og dine argumenter for det. Klik her for at gå til indstillingssiden.