Henrik Strandgaard – 60 år
I dag kan vi ønske en af vores kolleger ved startstedet på FDM Jyllandsringen – Henrik Strandgaard – tillykke med fødselsdagen. Torsdag den 2. juni fylder han nemlig 60 år.
Henrik Strandgaard har været med af Aarhus Automobil Sport i en årrække, og han er aktiv ved start/mål-posten, hvor han medvirker tril lineup ved klubbens løb.
Henrik Strandgaard var med fra starten af Classic Race Aarhus, da det så dagens lys i 2010. Først var han ansvarlig for depotet ved Hotel Marselis, senere som medplanlægger af hele depotområdet. I 2012 blev han sportschef for arrangementet – en post, han bestred frem til 2016 – og i den periode fik han skaffet mange spændende historiske biler til Aarhus, hvilket også gav ham gode bekendtskaber. Han deltager nogle gange som såkaldt mekaniker for Lorina McLaughlin, når hun deltager i Michael Schumachers nu 30 år gamle Benetton B192-Formel 1.
Herudover har Henrik Strandgaard en stor interesse for motorsport generelt, Le Mans specielt som han har besøgt gennem ca. 20 år, og mange Formel 1-løb. Og så er han Porsche-fanatiker. Han har selv restaureret sin Porsche 924, som vist kom med hjem efter nogle år, hvor han arbejde i Tyskland og stod i haven under en presenning til han fik tid.
Civilt er Henrik Strandgaard senior project manager ved TDC Net, og på FDM Jyllandsringen er det altid en fornøjelse at arbejde sammen med ham, for han er en topseriøs official.
Peter Vestergaard, official ved startstedet FDM Jyllandsringen.