Hans Jakobsen 70 år
I januar 1976 blev tvillingerne Arne og Hans Jakobsen medlem af Aarhus Automobil Sport og begyndte straks at køre orienteringsløb. Arne som chauffør og Hans som observatør.
Samme år blev de Aarhus-mestre i debutantklassen. I 1981 kørte de i begynderklassen og vandt KM, trekantmatchen og Østjysk turnering
1982 var året, hvor Hans blev valgt ind i bestyrelsen og varetog posten som materielforvalter, en post som han omhyggeligt varetog i de næste 10 år.
Forandring fryder, så i 1986 skiftede Hans plads i bilen og blev chauffør for undertegnede. På nuværende tidspunkt har samarbejdet, med enkelte pauser, varet i 23 år, hvilket primært skyldes den grænseløse tålmodighed, som Hans udviser, når observatøren ikke kan blive enig med sig selv om den rigtige rute.
Resultatmæssigt kan nævnes guld i hold-DM, tre gange DASU-mester i tre forskellige klasser, et ukendt antal sejre i JFM, KM, Østjysk turnering, firkant- og femkantturnering.
Udover at være aktiv som kører har Hans såvel været løbslægger som løbsleder for mange orienteringsløb, økonomiløb og pålidelighedsløb, senest løbsleder for finalen i JFM i 2018.
Ved næsten alle arrangementet har Arne været en trofast kontrol. På rallyfronten har begge i mange år været en del af klubbens tidtagermandskab.
Aarhus Automobil Sport ønsker såvel Hans som Arne hjertelig tillykke med den runde dag.
Tekst: Hans Jørgen Andersen. Foto: Kurt Christensen, Bjarne Andersen, Morten Alstrup.