Klubbens sponsorer

Godt udgangspunkt for Dubai-løbet

Når årets første store internationale racerløb sættes i gang fredag klokken 11.00 dansk tid, starter Jan Magnussen fra en sjetteplads i et imponerende felt på 79 biler. ”Jeg havde naturligvis håbet på en bedre startplacering, men omvendt har vi haft nogle rigtig gode træningssessions, og vi er det hurtigste Ferrari-team i feltet, så det er absolut lovende,” lyder det fra Jan Magnussen.

24-timers-løbet på Dubai Autodrome har været afholdt siden 2006, og på startlisten med hele 79 tilmeldte biler finder man alt fra Suzuki Swift til Lamborghini Gallardo – og der er også flere andre medlemmer af Aarhus Automobil Sport på deltagerlisten.

2014-Bane-Dubai-Magnussen-Jan-01

”Vi er temmelig enige om, at vi har fået det optimale ud af bilen i dag, og for at vinde løbet skal vi sørge for at holde den gode fart og undgå problemer. Med så mange forskellige biler samlet på en racerbane bliver der massiv trafik,” siger Jan Magnussen, der satte tiden i den krombesmykkede Ferrari 458 Italia, han kører for Ram Racing.

Han stiller op i den hurtigste klasse, A6, som består af GT3-biler, og han deler bilen med 2013-mestrene i European Le Mans Series, Johnny Mowlem og Matt Griffin samt den indiske forretningsmand Cheerag Arya. ”Jeg er superglad for at være med på holdet, og jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og køre race igen,” forklarer Jan Magnussen. ”Ram Racing er et ambitiøst team med den helt rigtige indstilling. De er vildt dygtige og rigtig gode at arbejde sammen med, og du kan virkelig mærke, at de er kommet herned for at vinde — så det går vi efter.”

Jan Magnussen bliver første mand i bilen og er derfor at finde på startgridden fredag, hvor der varsles om godt og solrigt vejr med temperaturer på op til 23 grader. Også natten forventes tør, mens lørdag formiddag loves skyet.

Tekst: Jan Magnussen Racing.

Foto: Drew Gibson.