Klubbens sponsorer

Godt hjemmebanerally for Ib Kragh trods svær start

Det blev på mange måder et godt hjemmebanerally for Ib Kragh, da Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse lørdag blev kørt. Ikke bare ved Juelsminde, men i oplandet og også forbi Ib Kraghs private bolig. Det blev til en andenplads i løbet og en ny føring i kampen om Danmarksmesterskabet i rally for de hurtige firhjulstrækkere.

”Det er dejligt nu at være kommet i front for DM og føre med ti point – specielt efter den start, som vi fik på løbet,” siger Ib Kragh.

2015-Rally-Kragh-16

”Da vi kørte fra rallycentrum lørdag morgen, fornemmede vi ikke, at det ville være våde veje, vi ville blive mødt på ude på hastighedsprøverne, men den gjorde vi. Mie og jeg var bil nummer to på den første prøve, og da vi skulle bremse tæt ved en gård, føltes det nærmest som om, at vi bremsede på blank is. Mie råbte, at jeg skulle prøve at sigte efter gårdspladsen. Det gjorde jeg, men vi kunne ikke rigtig vende, så jeg måtte bakke derfra.”

Ib Kragh og Mie Petersen var derfor sat godt og grundigt tilbage allerede efter den første hastighedsprøve. Henved 20 sekunder var de efter løbets førende, og på næste hastighedsprøve måtte de indkassere et nyt tidstab.

2015-Rally-Kragh-17”Det var begyndt at tørre op, men jeg kunne ikke rigtigt få varme i dækkene. Jeg ville ikke satse vildt og risikere at sætte bilen i et hegn eller køre af vejen. På hastighedsprøve 2 låste hjulene og motoren gik i stå,” forklarer Ib Kragh. ”Det kostede også en masse sekunder. Så besluttede jeg mig for at tage det fornuftrigt, indtil vi kom til servicepausen, hvor vi ændrede på opsætningen af bilen.”

På dette tidspunkt var Ib Kragh og Mie Petersen på tredjepladsen. De var godt 34 sekunder efter løbets førende, men blot ni sekunder efter Christian Jensen og Freddy Pedersen, som er deres værste rivaler i DM-sammenhæng.

”Christian og jeg boksede om andenpladsen. Jeg tog chancen og satte hårdere dæk på, og så vandt jeg de fire sidste prøver i løbet, herunder power stagen. Christian var desværre uheldig, men det var fint, at jeg fik en god afslutning på en dag, hvor jeg havde fået en dårlig start,” siger Ib Kragh.

”Nu er vi kommet i front for DM med ti point. Og der vil vi blive!

Tekst: IK Rally Racing.
Foto: Rallyfotografen.dk.