Gert Nielsen 70 år
Der er mange medlemmer af Aarhus Automobil Sport, som har sat et stort finger- eller fodaftryk på den danske bilsport, og en af dem, som har sat et stort et af slagsen, er Gert Nielsen. Klubbens tidligere formand fylder den 11. juni 70 år, og vi iler her med et stort tillykke.
Gert Nielsen kom som så mange af sin generation ind i bilsporten via orienteringsløb, men det var ikke kun køretidstabeller og tandlægebor, som havde hans interesse. Det organisatoriske arbejde trak også meget i Gert Nielsen, og det er her, at vi har oplevet yde en stor indsats – både i og udenfor klubben.
Gert Nielsen blev halvfjerdserne tidtagerchef på Jyllands-Ringen, og de øvrige ledende medlemmer opdagede hurtigt hans store organisatoriske talent. I 1973 kom han ikke bare i bestyrelsen, men røg også direkte ind som formand – en post, han bestred i fire år.
Han valgte selv at stoppe i bestyrelsen, men det skyldtes, at han havde fået nye udfordringer. Han var blevet valgt ind i Dansk Automobilsports Union, hvor han fra 1977 bestred posten som vicepræsident, og han arbejdede hårdt for en samling af den danske bilsport, hvilket lykkedes i 1984 – året efter, at han var blevet præsident for unionen.
Gert Nielsen var præsident for Dansk Automobil Sports Union frem til 1990, hvor han koncentrerede sig om sin nye tillidspost i dansk idræt – posten som næstformand for Danmarks Idræts Forbund. Denne post bestred han frem til 2006.
Fra Aarhus Automobil Sports side skal der lyde et stort tillykke til Gert Nielsen.
Foto: Jesper Skjødt.