Frederik Nymark skubbet væk fra Night Race-sejr
Det var tæt på at blive det perfekte Night Race for Frederik Nymark, men det blev der ændret på tre omgange før mål. Teamet var ellers godt forberedt til den helt specielle event på Padborg Park, som var den femte og næstsidste afdeling af Selected Car Group Super GT Danmark 2024.
Weekenden startede med to gange træning fredag formiddag, hvor Frederik Nymark var henholdsvis hurtigst og næsthurtigst af alle. Derfor var stemningen i teamet også god forud for kvalifikationen fredag eftermiddag. Og det med god grund. Frederik Nymark satte en forrygende tid med næsten 0,4 sekund ned til den næsthurtigste kører og trak derfor endnu længere fra i mesterskabet, som han allerede havde en pæn føring forud for weekenden. Der var næsten 24 timer, inden bilerne skulle ud på banen igen.
Som altid blev der vendt rundt på de hurtigste 8 fra kvalifikationen, så Frederik Nymark skulle starte otter i det første løb. Det blev til en forrygende start, hvor han vandt flere placeringer inden sving 1, men så var der ellers ballade, og han måtte i gang med at undvige flere strandede biler. Han undgik ikke helt kontakt, men kunne i det mindste køre videre. Der var dog nogle skader på bilen, som han døjede med i resten af løbet – men trods alt så han målflaget og fik point med hjem.
Weekendens andet løb skulle køres en times tid efter solnedgangen, og her skulle Frederik Nymark starte firer. Det blev til endnu en god start, hvor han var etter allerede inden sving 1. Der kom dog safety car på banen, da der var nogle kørere, som var kørt sammen, lige efter starten var gået, og der skulle ryddes op efter det. Da løbet blev givet frit, lykkedes det hurtigt at få lukket et hul op til konkurrenterne, så Frederik Nymark kunne køre en sikker sejr hjem.
Dermed skulle han starte etter i finalen, hvor han endnu en gang kom godt af sted, og holdt føringen gennem alle omgangene i løbet – eller det vil sige, indtil tre omgange før mål, hvor køreren på andenpladsen bremsede meget, meget sent for enden af langsiden, og der var kontakt med Frederik Nymark, som stod helt på tværs af banen og måtte se to konkurrenter passere.
Så i stedet for karrierens anden Night Race-sejr endte det med en tredjeplads med en sur/sød smag i munden. For på den ene måde var det møghamrende irriterende ikke at vinde, men på den anden side var det også gode point til mesterskabet.
Der er en regel i pointstillingen om, at man skal fjerne sæsonens tre dårligste pointresultater, og det betyder at Frederik Nymark stadig ligger i front af mesterskabet, men han skulle smide hele 47 point – altså næsten to løbssejre. Det betyder også, at forfølgerne er rykket umådeligt tæt på, så der stadig er meget at kæmpe for til finaleweekenden.
Nymark Racing