Fra skidt til det bedste vi kunne
Nogle gange er motorsport en troløs elskerinde og det fik Frederik Nymark at føle fra starten af løbsweekenden på Ring Djursland. Når weekenden starter uforventet og slet ikke som planlagt, er erfaring og et dygtigt mandskab løsningen til et tåleligt resultat.
Efter lørdagens træning var hele teamet ret tilfredse med bilen, men lørdag eftermiddag da kvalifikationen skulle køres opstod der problemer med bilen. Bilen kunne ikke få benzin, ja den fortalte faktisk at den var løbet tør. Det betød en kvalifikation, hvor den unge Frederik Nymark kun blev nummer ni. Hvilket gav en startplacering som nummer ni til første løb. Da man samtidig får point for kvalifikationen, kom der ikke så mange point til mesterskabet. Efter kvalifikationen tjekkede det ellers velforberedte team brændstofsystemet og fandt en lille, nærmest usynlig fejl i bilens benzintank.
Skaden var dog sket og nu stod resten af weekenden på hård kamp, for at score de vigtige point til mesterskabet. Første løb blev svært, for alle de hårde konkurrenter var allerede foran. Det lykkes dog Frederik Nymark at kæmpe sig en placering frem i feltet og slutte som nummer otte.
Da man også bytter de otte første placeringer i andet løb, betød for første gang i weekenden lidt held for Frederik Nymark. Han skulle i andet løb starte nummer et. Da starten gik til andet løb, holdt den unge Nymark og tog starten i første sving. Derefter viste han sine evner som racerkører og kørte en sikker og overbevisende sejr i hus.
”Jeg havde en god start og kunne styre det derfra. Jeg kørte ikke 100 procent, så hvis dem bagfra var kommet for tæt på kunne jeg have hævet hastigheden noget,” fortalte en tilfreds Frederik Nymark efter andet løb.
Startplaceringen til finaleløbet bestemmes af placeringerne fra både kvalifikationen og de to første løb. Her skulle Frederik Nymark igen starte nede i feltet som nummer syv. Da starten gik, holdt Frederik Nymark hovedet koldt og brugte sin erfaring, og for anden gang i denne weekend fik han hjælp fra lykkens gudinde. Der er lidt tumult foran i feltet, og da det ternede flag faldt, var Frederik Nymark nummer tre.
”Alt i alt det bedste vi kunne få ud af en weekend som startede rigtig dårligt, men det må jeg være tilfreds med, og der er mange løb tilbage i kalenderen, før mesterskabet er afgjort,” fortalte Frederik Nymark og gik på podiet og fik sin pokal. Frederik er stadig nummer to i mesterskabet, men sæsonen er kun lige kommet i gang, så der er stadig et mesterskab i sigte.
Nymark Racing.