Klubbens sponsorer

Fortsat spænding for Kim Lund

Var det tæt i spidsen af mesterskabet i Yokohama SuperCup, så er kampen kun blevet tættere efter weekendens GP Danmark på FDM Jyllandsringen. En knækket støddæmper satte for Kim Lund en stopper for en optimal tidtagning lørdag formiddag. Resultatet rakte dog alligevel til en startplacering som treer i første heat, som blev kørt lørdag eftermiddag.

2016-Bane-Super-Cup-Lund-Kim-09

Et lidt for ambitiøst udbremsningsforsøg for enden af langsiden, kombineret med en mindre defekt, resulterede i, at bilen stod på tværs, og Kim Lund måtte dermed udgå af første heat. Trods uheld havde AAS’eren dog sat bedste omgangstid i løbet og kunne derfor starte som etter i heat 2 søndag – en placering, som han formåede at forsvare løbet igennem.

Tredje heat bød fra en startplacering som firer, igen på gode og tætte kampe i toppen af feltet, hvor Kim Lund dog måtte se sig slået af Jakob Borum og Lasse M. Sørensen inden målstregen.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at vi er helt tilfredse” sagde Kim Lund efter sidste løb søndag. ”Vi har potentiale til mere. Det er helt tydeligt, at bilen taber pusten ned ad langsiden, og det skal vi hjem og have regnet lidt på nu, så vi er helt, hvor vi skal være til finalen. Når det så er sagt, så er det jo bare fedt at der er kamp om pladserne, fremfor at der bliver noget foræret.”

Kun 16 point adskiller de to mesterskabsførende i Yokohama Super Cup, og med 75 point at køre om endnu er ingenting sikkert. Teamkammeraten i Madbull Racing, Tino Vang Jørgensen ligger lige nu treer i mesterskabet – også en placering, som der er skarp konkurrence om.

Sidste afdeling af Yokohama Super Cup kan ses på FDM Jyllandsringen i weekenden den 24.-25. september.

Tekst: Gitte Johansen.

Foto: Keld Dohm.