Fire-og-en-halv stjerner til Stjerneløbet
Mandag den 19. august bød BOAS ind med Stjerneløbet. Frank Kjeldsen stod i spidsen for dette bilorienteringsløb. Løbet blev kørt i Frank Kjeldsens baghave, ja, jeg tror faktisk, at han havde fået tilladelser ved alle de naboer, hvor der var mulighed for at køre. Vi kørte ved mange gårde, huse m.m. omkring Trustrup, Ølst, Ginnerup, Hallendrup og Erslev.
Ruten var tilrettelagt sådan, at vi flere gange kom tilbage til den samme tidskontrol, som var placeret ved indkørslen til Franks ejendom (nok derfor, at løbet hed Stjerneløbet).
Det var et fremragende løb med mange gode detaljer. Der var nok at se til.
Frank Kjeldsen er jo verdensmester i at få tilladelser, så vi kørte på de fineste gårdspladser, græsplæner m.m.
De strafpoint, vi fik af Frank, supplerede jeg selv med en masse dumme fejl af undertegnede, ja, jeg har aldrig lavet så mange fejl i et løb før. Vi var heldige med, at der findes en rabatordning i orienteringsløb (man kan max. få 25 strafpoint pr. fejl). Denne ordning gjorde, at vi alligevel slog vores konkurrent i MjT-turneringen, brødrene Brøndum, selv om vi nok ikke havde fortjent det.
Min bedømmelse af løbet må hellere foregå med stjerner:
Ud af 5 stjerner fortjener det 4½ med pil op.
Jeg glæder mig allerede til næste gang Frank laver løb.
Bernd Thrysøe